Fremragende Fuglsang tæt på top-resultat

Spanieren Alejandro Valverde sejrede atter i Liège-Bastogne-Liège, hvor Jakob Fuglsang omsider kørte op til sit bedste og sad med i finalen

Jakob Fuglsang er i sit livs form og har kørt en fornem Ardenner-kampagne. (Arkivfoto: Jonas Olufson).
Jakob Fuglsang er i sit livs form og har kørt en fornem Ardenner-kampagne. (Arkivfoto: Jonas Olufson).

I sit livs form sluttede Jakob Fuglsang søndag sin Ardenner-kampagne med en pragtpræstation i monumentet Liège-Bastogne-Liège, da han sad med de allerbedste i finalen, som han prægede med et godt angreb.

Intet kunne han eller nogen anden imidlertid stille op over for superstjernen Alejandro Valverde, som vandt forårsklassikeren for tredje gang. Tidligere har han vundet i 2006 og 2008. Toer blev stortalentet Julian Alaphilippe (Etixx), mens spanieren Joaquim Rodriguez (Kathusha) blev nummer tre.

Fuglsang blev nummer ni og kørte dermed atter i top 10 i et af verdens største cykelløb. Han blev nummer otte i onsdagens Flèche Wallonne og er tidligere blevet nummer fire i Amstel Gold Race og Lombardiet Rundt.

Se også: Nibali fokuserer på Liège uden licens-tanker

Dagens store og som sædvanligt håbløse udbrud kørte af sted efter 30 kilometer og blandt de otte ryttere sad danske Rasmus Quaade (Cult), som var indkaldt som reserve, da det danske prokontinentalhold måtte vinke farvel til tyskeren Linus Gerdemann på grund af sygdom.

At sidde med i udbrud er et succeskriterium for holdet, og det var det også for Quaade, så selv om han måtte strække våben på stigningen Côte de Wanne med cirka 85 kilometer til mål, kunne han være tilfreds. Da han blev opslugt af feltet, der i front var turkis-farvet af Astana-ryttere, var det det sidste, man så til Cult i årets Ardenner-klassikere.

Se også: Fuglsangs holdkammerat vil sagsøge efter dopingbeskyldninger

Astana forsøgte på den næste stigning, Côte de la Haute-Levée, at splintre det hele, og det lykkedes ganske godt. Feltet blev delt i flere grupper, og fem ryttere dannede en fortrop, nemlig Michele Scarponi og Tanel Kangert (Astana), Manuele Boaro (Tinkoff), Julian Arredondo (Trek) og Johan Chaves (Orica).

Ryttere dryssede fra gruppen lidt efter lidt, så kun Scarponi og Chaves var tilbage, men også de måtte indse det uoverkommelige i projektet. Samling på det hele var der med lidt over 20 kilometer til mål på Côte de la Roche-aux-Faucons. Da angreb Roman Kreuziger (Tinkoff) og Giampaolo Caruso (Katusha).

Se også: Nu kan Fuglsang ånde lettet op: Touren er reddet

Kort efter kørte også Jakob Fuglsang af sted. Han nåede op til de forreste, og trioen indledte med 17 kilometer til stregen et tilsyneladende godt samarbejde, mens det syntes at gå lidt i stå bagude. Som hyppige træningskammerater ved Gardasøen i de år, da Fuglsang boede i Italien, kender Kreuziger og Fuglsang hinanden godt, og det var de to, der kontrollerede alt i udbruddet, mens Caruso var mere tilbageholdende i håb om, at hans holdkaptajn Joaquim Rodriguez stadig kunne spille en rolle.

På Côte de Saint-Nicholas - den sidste kategoriserede stigning inden mål - blev fronttrioen kørt ind, men Fuglsang havde mere i sig og holdt sig inde finalen.

Op ad slutstigningen i Ans kunne ingen dog røre 35-årige Valverde. Spanieren scorede sit hattrick, mens Fuglsang som nævnt blev nummer ni. Roman Kreuziger fra Tinkoff-Saxo blev nummer 5.

17 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere