Froome knækkede alle i Giro-massakre

Chris Froome angreb voldsomt på Giro d'Italias kongeetape og sikrede sig med fabelagtig solokørsel den lyserøde førertrøje

Fredag var dagen, hvor årets Giro d'Italia eksploderede - rent billedligt, altså.

Sky-kaptajn Chris Froome satsede og angreb på en måde, der sendte tankerne tilbage til Tour de France 2006, hvor Floyd Landis efter at have været i problemer angreb og smadrede konkurrenterne.

Problemer var der ingen for Froome på 19. etape fra Venaria Reale til Bardonecchia. 185 meget barske kilometer med fire grumme stigninger. Værst Colle Delle Finestre og finalestigningen Bardonecchia.

Han kørte solo i 80 km og kunne i mål konstatere, at han ikke blot havde taget den lyserøde førertrøje - han havde også rystet posen så kraftigt, at podiet og top-10 måtte skrives kraftigt om.

Simon Yates (Michelton-Scott) betalte prisen og tabte i den lyserøde trøje knap 40 minutter, mens Domenico Pozzovivo (Bahrain-Merida) på løbets tredjeplads også blev ramt af hammeren og tabte mere end otte minutter.

Festen gik for alvor i gang på Colle Delle Finestres 18,5 barske kilometer - trods knap 100 km til målstregen.

Her satte Sky sig frem og satte et djævelsk tempo, der snart fik Yates i problemer - alt for tidligt.

For må man slippe med 87 km til stregen, kan prisen blive høj. Og det blev den for Yates, der konstant måtte se minutterne tikke ind på manko-kontoen.

Men Sky-massakren var ikke slut endnu. Mand efter mand blev brugt op, og da lille Kenny Elissonde overtog føringen, måtte også Domenico Pozzovivo slippe. Brugt op og tømt for energi.

Og så med 80 km til målstregen åbnede Froome selv. Et på papiret vanvittigt angreb, men favoritterne var rystet og uden hjælpere. En mand mod mand-duel, som Froome lige så stille vandt terræn i.

På toppen af Finestre var Froomes forspring 40 sekunder til den forfølgende kvintet med Tom Dumoulin (Sunweb), FDJ-rytterne Thibaut Pinot og Sebastian Reichenbach, Miguel Ángel López (Astana) og Richard Carapaz (Movistar).

På nedkørslen og stigningen til Sestriere blev forspringet øget, og i bunden af Bardonecchia var forspringet på 3.30 minutter.

Med kontrolleret kørsel holdt briten næsten forspringet, der i mål var præcis tre minutter til Carapaz, der satte et sidste angreb ind for at tage den hvide ungdomstrøje fra Miguel Ángel López, der blev treer foran Thibaut Pinot.

Tom Dumoulin tabte på femtepladsen 3.23 minutter og er dermed fortsat på Giroens andenplads. Nu blot efter Chris Froome - med 40 sekunder.

Giro top-10 efter 19. etape

1. Chris Froome (Sky) 80.21.59
2. Tom Dumoulin (Sunweb) +0.40
3. Thibaut Pinot (FDJ) +4.17
4. Miguel Angel Lopez (Astana) +4.57
5. Richard Carapaz (Movistar) +5.44
6. Domenico Pozzovivo (Bahrain-Merida) +8.03
7. Pello Bilbao (Astana) +11.08
8. Patrick Konrad (Bora-Hansgrohe) +12.19
9. George Bennett (Jumbo-Lotto) +12.35
10. Sam Oomen (Sunweb) +14.18

Se også: Contador begejstret for danske talenter: De er godt nok stærke

Se også: Yates tabte tid efter stærkt favorit-angreb

Se også: Supertalent smadrer konkurrenterne i Californien

82 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere