Froome lægger afstand til teamboss

Sky-chef David Brailsford får ganske opsigtsvækkende ikke sin toprytter Chris Froomes uforbeholdne støtte i sagen om brug af præstationsfremmende stoffer

Chris Froome har vundet Tour de France tre gange, nemlig i 2013, 2015 og 2016. Foto: Claus Bonnerup.
Chris Froome har vundet Tour de France tre gange, nemlig i 2013, 2015 og 2016. Foto: Claus Bonnerup.

Flagskibet i professionel cykelsport, det mægtige britiske Team Sky, sejler i klippefyldt farvand som følge af den russiske hackergruppe Fancy Bears afsløringer af holdets hemmeligholdte tilladelser til brug af præstationsfremmende stoffer og en mystisk pakke med medicin, som holdet i smug fik fragtet til Frankrig umiddelbart før Tour de France 2011.

Manager David Brailsford har gentagne gange forsøgt at lægge låg på sagen, men har demonstreret forbløffende amatørisme ved at lade spørgsmålene hobe sig op snarere end at blive besvaret. Kritikken hagler ned over Brailsford, og han får nu end ikke fuld opbakning fra holdets toprytter, den trefoldige Tour-vinder Chris Froome.

Britiske medier rapporterer, at Froome ved en pressekonference forud for sæsonstarten lagde afstand til Brailsford frem for at stå last og brast med sin chef. Det skete, da han blev spurgt om, hvorvidt han nærer tillid til Brailsfords håndtering af sagen om den mystiske medicinpakke.

- For at være ærlig, så har alt dette ... jeg er cykelrytter, og jeg er fokuseret på alt andet, sagde Froome, som derpå ifølge avisen The Telegraph blev udfrittet om Brailsfords troværdighed.

- Det er ikke op til mig at afgøre, sagde Froome i en undvigemanøvre, som har vakt opsigt viden om, idet det havde været naturligt, at Froome som holdets ubetinget vigtigste rytter havde gjort alt for at signalere sammenhold.

Davids Brailsford under et Sky-pressemøde i Tour de France 2016. Foto: Claus Bonnerup.
Davids Brailsford under et Sky-pressemøde i Tour de France 2016. Foto: Claus Bonnerup.
 

Brailsford er under pres, idet han har ladet kontroverserne om den tidligere Sky-kaptajn og Tour-vinder Bradley Wiggins' lovlige brug af præstationsfremmende midler vokse vildt. Wiggins fik store doser af midlet kortison forud for Tour de France 2011 og 2012 samt Giro d'Italia 2013.

Det skete ved hjælp af et certifikat - en såkaldt TUE - som sikrer atleter med for eksempel astma mulighed for at indtage ulovlig medicin i behandlingsøjemed. Team Skys timing har imidlertid vakt mistanke om, at holdet misbrugte TUE-systemet for at præparere Wiggins optimalt til de tre store rundture. Wiggins vandt Touren i 2012 som den første brite i historien.

Problemet for Wiggins og Brailsford er, at Wiggins i sin selvbiografi i 2012 pralede af aldrig at have modtaget andre indsprøjtninger end vacciner, hvilket altså viser sig at være løgn. TUE'en søgte han med 'livslang allergi' som begrundelse, men ingen tilfredsstillende forklaring er der leveret på, at han på alle andre tidspunkter i livet end netop før de tre store etapeløb har kunnet klare sig med håndkøbsmedicin.

TUE-sagen blev afsløret af Fancy Bear i september, og umiddelbart derefter dukkede historien om 'den mystiske pakke' med medicin op. Pakken blev på Team Skys foranledning sendt fra Storbritannien til Frankrig og afleveret til holdet på den sidste dag af etapeløbet Critérium du Dauphiné i 2011. Et løb, som Wiggins vandt.

Brailsford forsøgte sig først med en forklaring om, at kuréren - en vis Simon Cope fra det britiske cykleforbund - alligevel var på vej for at besøge rytteren Emma Pooley og derfor tog pakken med. Det viste sig imidlertid, at Pooley slet ikke var i Frankrig på det tidspunkt.

Froome og Brailsford under et pressemøde i Tour de France 2016. Brailsford spiller altid en stor rolle på Sky-pressemøderne, hvor han påtager sig at besvare alle kontroversielle spørgsmål. Foto: Claus Bonnerup.
Froome og Brailsford under et pressemøde i Tour de France 2016. Brailsford spiller altid en stor rolle på Sky-pressemøderne, hvor han påtager sig at besvare alle kontroversielle spørgsmål. Foto: Claus Bonnerup.
 

Så prøvede Brailsford at afværge spørgsmål om Wiggins' brug pakkens indhold med en forsikring om, at rytteren slet ikke blev behandlet med medicinen, idet han ikke var til stede i bussen, da pakken kom. Det viste sig også at være forkert.

Undervejs ville ingen oplyse, hvad der var i pakken, men pludselig fik Brailsford tungen på gled, da han blev indkaldt til en høring om doping i det britiske parlament. Da afslørede han, at pakken indeholdt hostemedicinen Fluimucil.

Midlet kan billigt købes receptfrit på ethvert apotek i Frankrig, mens det kræver recept i Storbritannien. Det er ikke på antidopingmyndighedernes liste over forbudte stoffer.

Brailsfords svar affødte blot endnu flere spørgsmål: Hvis indholdet i pakken bare var Fluimucil, hvorfor så alt det hemmelighedskræmmeri? Hvis det var Fluimucil, hvorfor så ikke bare købe det i Frankrig? Og hvorfor har det britiske cykleforbund British Cycling ikke kunnet dokumentere, at Team Sky har haft recept til indkøb af Fluimucil i Storbritannien?

Chris Froome understregede på pressekonferencen, at han fuldt ud står inde for sine egne præstationer.

- Mine værdier har ikke ændret sig. Jeg har altid været meget fokuseret, når det gælder min holdning til doping og min holdning til at køre rent, idet jeg har bevist, at det er muligt at vinde Tour de France som ren rytter, sagde Froome.

Se også: Kyllingen om Sky: Flagskibet sprunget læk

Se også: Sky-boss forsvarer Tour-vinders brug af kortison
 

Se også: Midt i dopingskandale: Froome fokuserer kun på Touren

2 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere