Froomes uventede doping-forsvar: Hov, jeg har nok en nyrefejl

Tour-kongen Chris Froome overvejer ifølge avisen L’Équipe at forklare sin positive dopingprøve for astmamedicin med en nyrefejl, som han muligvis lider af

Chris Froome på vej til en af talløse dopingkontroller i sin lange karriere. Han blev fundet positiv for en overdosis af astamapræparatet Salbutamol under Vuelta a España 2017 og risikerer nu at miste sejren og afsone karantæne. Foto: AP.
Chris Froome på vej til en af talløse dopingkontroller i sin lange karriere. Han blev fundet positiv for en overdosis af astamapræparatet Salbutamol under Vuelta a España 2017 og risikerer nu at miste sejren og afsone karantæne. Foto: AP.

Til trods for, at Chris Froome må være en af planetens mest lægekontrollerede personer, er der først nu opstået mistanke om, at han lider af en nyrefejl, som tillader astmapræparatet Salbutamol at ophobe sig i hans nyrer.

Uheldigvis blev dette ukendte depot så tømt, netop da han under Vuelta a España var kaldt til dopingkontrol, og derfor afleverede han en prøve med et dobbelt så højt indhold af Salbutamol som tilladt.

Dette er ifølge avisen L’Équipe en forklaring, som Froome og Team Sky arbejder på at dokumentere. Froome har hyret den erfarne sportsadvokat Mike Morgan som sin forsvarer, og det er hans team af eksperter, der ifølge L’Équipe har fået øje på en defekt i nyrerne som en mulig forklaring på, at denne ene af Froomes mange dopingprøver under Vueltaen skilte sig så markant ud.

Salbutamol er et astamapræparat, som er vidt udbredt i feltet. Det er et såkaldt ’specificeret stof’, som er tilladt i en begrænset mængde. Det udskilles i urinen, hvor et indhold på maksimalt 1000 nanogram pr. milliliter er tilladt. Denne grænse er så høj, at der i praksis er nærmest fri leg med Salbutamol i inhalatorer.

Froomes urin indeholdt 2000 nanogram pr. milliliter, hvilket B-prøven bekræftede. Almindeligvis kan et så højt niveau ikke nås ved hjælp af en inhalator. Stoffet kan også indtages i pilleform eller via injektion, men da kræves en TUE, som er en særlig tilladelse til at bruge et forbudt stof. En sådan TUE har Froome ikke.

Froome med sin hustru, Michelle, som er hans ivrigste forsvarer. Igen og igen har hun på de sociale medier revset sin mands kritikere. Foto: AP / Christophe Ena.
Froome med sin hustru, Michelle, som er hans ivrigste forsvarer. Igen og igen har hun på de sociale medier revset sin mands kritikere. Foto: AP / Christophe Ena.

Salbutamol udvider luftvejene, hvilket letter vejrtrækningen. I små mængder er stoffet ikke direkte præstationsfremmende, mens det i høje doser kan have en præstationsfremmende effekt og give øget muskelvækst, sagde Jakob Mørkeberg, videnskabelig konsulent i Anti Doping Danmark, i december til Ekstra Bladet.

Det er offentligt kendt, at Froome lider af astma, og han er tidligere set indtage sin medicin under cykelløb. Han har også fået udstedt en TUE på astmamedicin tidligere. Hans foreløbige forklaring på den høje måling af Salbutamol under Vueltaen er, at han på grund af akutte astma symptomer i den sidste uge af løbet på teamlægens anbefaling øgede sin dosis af Salbutamol.

Team Sky hævder, at der er en ’betydelig mængde beviser’ på, at Salbutamol udskilles forskelligt og med stor variation i urinen. Et bestemt indtag af medicinen resulterer altså ikke nødvendigvis i den præcis samme udskilning i urinen hver gang.

Når Mike Morgan og hans stab af eksperter har strikket et forsvar sammen, skal sagen vurderes af Legal Anti-Doping Services (LADS), som er en ekspertkomite under den internationale cykleunion UCI.

Froome risikerer op til to års udelukkelse og frakendelse af Vuelta-sejren.

Værd at vide om Salbutamol

Hvorfor kræves der ingen særlig dispensation til at benytte Salbutamol?

Astmapræparater udvider luftvejene; nogle stoffer er forbudte, mens andre er tilladte op til en vis grænse, hvis de vel at mærke inhaleres, forklarer Jakob Mørkeberg, videnskabelig konsulent i Anti Doping Danmark, til Ekstra Bladet.
I pilleform er de eksempelvis ikke tilladte. Før 2009 krævede den internationale cykelunion UCI en såkaldt 'TUE' - therapeutic use exemption eller medicinsk dispensation - for at benytte Salbutamol, men kravet blev fjernet for denne meget udbredte astmamedicin.

Er det præstationsfremmende?

Nej, lyder den korte forklaring. I hvert fald hvis man holder sig under de tilladte værdier.  

- Der er ingen evidens for, at Salbutamol har en præstationsfremmende effekt i normale doser. Og der er lavet mange undersøgelser, forklarer Jakob Mørkeberg.

I store doser er der imidlertid mistanke til, at astmamidler som Salbutamol kan givende en anabol virkning.

- På kortere distancer, når vi taler et par minutters høj intensivt arbejde, kan det skabe en effekt og formentlig muskelvækst, men det kræver meget højere doser end tilladt, siger den videnskabelige konsulent.

Hvorfor blev den positive prøve holdt hemmelig?

Chris Froomes positive dopingprøve blev foretaget 7. september. Når den nåede offentlighedens kendskab 13. december, skyldtes det aviserne Guardian og Le Monde; IKKE den internationale cykleunion. Både UCI og Team Sky reagerer blot på aviserne historie.

Selv om teamet ifølge Guardian og Le Monde har pudset både videnskabelige eksperter og advokater på sagen, behøver der ikke være noget fordækt i en behandlingstid på over tre måneder.

- Det kan sagtens tage så lang tid, hvis sagen ikke er sort-hvid. Man melder ikke noget ud, før den er afsluttet, konstaterer Anti Doping Danmark-konsulenten. 

Hvilken straf risikerer Chris Froome?

Alt mellem en frikendelse til to års karantæne.

- Praksis er, at hvis man finder en forhøjet koncentration i urinen, udfører man studier af sagen og undersøger sagen til bunds. Hvad er graden er skyld? Var det forsætligt?

- Strafudmålingen vil ske i forhold til den enkelte sag, hvilket er en praksis man er gået over til. Men den højeste mulige straf i dette tilfælde er to års karantæne, siger Jakob Mørkeberg.

Chris Froome bør suspenderes, lyder det. Foto: AP Cykling - 18. dec. 2017 - kl. 18:04 Opfordring til Team Sky: Suspendér Froome nu

Cykling - 16. dec. 2017 - kl. 10:47 Rivalens hustru sviner Froome: Jeg brækker mig

Se også: Kyllingen: Smid astmamedicin af dopinglisten

91 kommentarer
Vis kommentarer