Få har kunnet været i tvivl om, at belgieren Rudy Pevenage rent professionelt var dårligt selskab, da han i sin tid var en af feltets mest magtfulde sportsdirektører.
Dopingmistanken har klæbet til ham, siden han som Jan Ullrichs mentor førte den unge tysker frem til sejr i Tour de France i 1997 - en sejr, som Pevenage siden erkendte var nået ved hjælp af bloddoping.
Nu bekræfter han i bogen ‘Der Rudy’, at han faktisk var en type, som retskafne atleter skulle holde sig fra. I bogen fortæller han om doping skjult i dobbeltvæggede coladåser, om blodposer i mælkekartoner og mellemmænd, der på mountainbike fragtede blodposer mellem hotellerne i de store etapeløb.
Han fortæller også, at han i sin gode ven Eufemiano Fuentes’ klinik i Madrid så blodposer, som tilhørte ‘en berømt spansk tennisstjerne’ og ‘fodboldspillere fra Madrid’. Fuentes var den spanske læge, der stod i centrum af efterforskningen Operación Puerto, som fældede Jan Ullrich og Ivan Basso i 2006.
Pevenage undlader imidlertid at identificere de idrætsstjerner, han hævder at kunne forbinde med bloddoping på Fuentes’ klinik.
‘Nævner jeg navne, lå jeg i morgen med afskåret hoved i min seng,’ skriver han i bogen ifølge avisen Het Laaste Nieuws.
Titlen på Pevenages bog spiller på det partnerskab, han har delt med Jan Ullrich i de seneste årtier, idet det tyske vidunderbarn i sine velmagtsdage blev omtalt som ‘Der Jan’. Rent sportsligt sluttede det, da Ullrich blev nægtet starttilladelse i Tour de France 2006 på grund af dopingmistanke.
Pevenage fortæller ifølge avisen Algemeen Dagblad, at han selv væltede korthuset, da han under Giro d’Italia ville ringe til Fuentes for at dele sin jubel over Jan Ullrichs sejr i enkeltstarten i Pisa.
Pevenage havde længe udvist den største forsigtighed i sin kommunikation med Fuentes og ringede aldrig fra sin egen telefon. Denne dag var hans mobil med taletidskort imidlertid løbet tør for taletid, og han greb sin egen telefon og ringede til Fuentes.
‘Det var en fatal fejl. Pludselig stod jeg på det spanske politis liste. Sådan blev jeg ofret,’ skriver Pevenage i bogen ifølge wielerkrant.be.
Rudy Pevenage gjorde i 2009 kortvarigt comeback i cykelsporten som sportsdirektør på det kontroversielle Team Rock Racing, som gjorde en dyd ud af at ansætte gamle dopingsyndere.
I sin aktive karriere vandt Pevenage en etape i Tour de France i 1980 og vandt samme år den grønne pointtrøje.
Operación Puerto blev enden på Jan Ullrichs karriere i det professionelle felt. Han har siden levet en omtumlet tilværelse, hvor skandaler næret af hans forbrug af alkohol og letlevende damer igen og igen har skabt overskrifter.
Vennerne om Jan Ullrichs nedtur: For nem at lokke
Vandt Tour de France: Nu er han anholdt på Mallorca
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.