Frygter konkurs

Det kan blive dyrt for Dansk Cykle Union, hvis der ikke bliver kørt cykelløb i år

Martin Elleberg Petersen håber, der kan blive kørt løb i Danmark til efteråret. Arkivfoto: Rasmus Flindt Pedersen
Martin Elleberg Petersen håber, der kan blive kørt løb i Danmark til efteråret. Arkivfoto: Rasmus Flindt Pedersen

Der er udsigt til et millionunderskud i Dansk Cykle Union, DCU, hvis der ikke bliver kørt cykelløb i Danmark, inden året er omme, vurderer direktør Martin Elleberg Petersen.

- Underskuddet kan havne på tre millioner, men det sker kun, hvis vi ikke kommer til at køre cykelløb, siger han til Ekstra Bladet.

Særligt de manglende sponsorater og andre indtægter, der kommer i forbindelse med cykelløb, er udslagsgivende for underskuddets størrelse.

Det største løb herhjemme, PostNord Danmark Rundt, er indtil videre udsat, og kan være i risiko for aflysning, hvis man ikke afholder det i efteråret.

- Worst case scenario er jo, at forbundet må gå konkurs, selvom jeg dog ikke tror, vi når derud, siger Martin Elleberg Petersen.

- Det er jo begrænset, hvad vi kan holde til. Med sådan et underskud må vi ud og låne, og det kan jo bremse lidt for den flotte udvikling, dansk cykling har været inde i - også internationalt. Pengene skal jo betales tilbage, tilføjer han.

Artiklen fortsætter under billedet ...

PostNord Danmark Rundt er udsat på ubestemt tid. Arkivfoto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
PostNord Danmark Rundt er udsat på ubestemt tid. Arkivfoto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
 

Potentielle afskedigelser
Som det ser ud nu, er der ikke meget at gøre for unionen, fortæller dens direktør, der dog uddyber, at man er i god dialog med DIF og Team Danmark, der anerkender udfordringerne.

Men på nuværende tidspunkt er der ingen garanti for hjælp fra dem, og der er ingen af regeringens hjælpepakker, som kan dække tabte indtægter.

For selvom der skulle køres Danmark Rundt, kan det meget vel ende med et underskud i regnskaberne.

- Vi vil meget nødigt derud, men det kan jo også komme til at betyde afskedigelser. På den måde kan udviklingen jo også blive bremset, hvis vi må sige farvel til vores kompetente ansatte, siger Martin Elleberg Petersen.

Unionen opererer med et driftsbudget, som de regner som værende sikker indtægt hvert år, men når man blot står med 'forventede indtægter', kan det være vanskeligt at søge om hjælpepakke, fortæller han videre.

PostNord Danmark Rundt skulle være afviklet 11.-15. august i år, men indtil videre er løbet udskudt på ubestemt tid.

Dansk cykling under voldsomt pres

Udskyder Danmarks største cykelløb

DM udskudt på ubestemt tid