Fuglsang bevarer håbet: - Det kan stadig blive til et eller andet

Ambitionen var en podieplacering i Paris, men Jakob Fuglsang erkender nu, at det bliver svært. Nu stiler han i stedet efter top fem – og håber og tror stadig på en etapesejr

Fuglsang har lidt betydeligt tidstab i Tourens første to uger, men han tror og håber til det sidste, at han kan nå top fem i årets løb. Foto: EPA/GUILLAUME HORCAJUELO/Ritzau Scanpix
Fuglsang har lidt betydeligt tidstab i Tourens første to uger, men han tror og håber til det sidste, at han kan nå top fem i årets løb. Foto: EPA/GUILLAUME HORCAJUELO/Ritzau Scanpix

NÎMES (Ekstra Bladet): Selv om han netop har måttet erkende, at hans højeste sportslige mål efter alt at dømme er uden for rækkevidde, var det en smilende, afslappet Jakob Fuglsang, der mandag mødte den danske presse på Tourens anden hviledag.

Han var så fyldt af ærgrelse og irritation efter endnu en skuffende dag i bjergene søndag, at han ikke magtede at tale med pressen, men mandag vågnede han med lys i sindet og lyst til at køre på cykel selv i den buldrende hede, der trykker det meste af Frankrig i disse dage.

- Jeg kom ud på cyklen og tænkte, at det nok ikke er så skidt. Mon ikke, det stadig kan blive til et eller andet? Moralen er høj, sagde Jakob Fuglsang, som gik ind til Touren med podiet som erklæret mål.

Det bliver overordentligt vanskeligt at nå nu med den tid, han har tabt, men han vil ikke opgive sin ambition. Han kom for at køre klassement, og han vil til det sidste jagte den bedst mulige placering.

- Jeg håber, at jeg har haft mine dårlige dage, og at de andre stadig har deres til gode. Jeg skal i hvert fald blive i top ti. Eller også skal jeg have en etapesejr med herfra, sagde Fuglsang om det udbytte, han skal have med sig for ikke igen i år at opleve Touren som en skuffelse.

- Alt andet lige, så er top ti i en Grand Tour noget, som ikke mange ryttere kan præstere, sagde Fuglsang, som har kørt en pragtsæson med sejre i forårsklassikeren Liège-Bastogne-Liège og etapeløbet Critérium du Dauphiné som de absolutte højdepunkter.

- Min sæson er svær at klage over, så jeg prøver at tage det roligt. Om jeg så udgår på næste etape, så har 2019 stadig været den bedste sæson i hele min karriere. Jeg er glad for og stolt af det, jeg har præsteret i år, sagde Fuglsang.

I modsætning til de seneste år, hvor det britiske storhold Team Ineos har holdt løbet under streng kontrol, er Touren i år langt mere uforudsigelig. Den kendsgerning er afgørende for, at Fuglsang ikke bare lader sig køre håbløst bagud på en bjergetape for så dagen efter – som ganske ufarlig i den samlede stilling – at angribe i jagten på en etapesejr.

- Det ville ikke være det rigtige at gøre. Efter Touren kan det være, at det viser sig, at det havde været det rigtige at gøre, men det var ikke det, jeg kom efter, sagde Fuglsang.

- Jeg kom efter at forsøge at køre top fem med en drøm om at køre på podiet, og jeg tror stadig ikke, at det er umuligt.

- Det er et andet cykelløb i år. Der er mange flere hold, der tager ansvar. Men der bliver også brugt kræfter, og jeg tror, vi kommer til at se en hård finale i Alperne, hvor det er favoritterne, der kører mand mod mand, sagde Fuglsang.

Alaphilippe gav den alt, men franskmanden tabte stadig tid. Foto: GONZALO FUENTES/Ritzau Scanpix Cykling - 22. jul. 2019 - kl. 13:42 Alaphilippe: Vi har ikke holdet til at vinde Touren

Se også: Bak i problemer: Som at gå 12 omgange med Gert Bo

Julian Alaphilippe viste svaghedstegn på 15. etape. Foto: Ritzau Scanpix Cykling - 21. jul. 2019 - kl. 17:14 Den gule trøje sendt til tælling

8 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere