Fuglsang drømmer om podiet: En etape er nøglen

Brostensetapen til Roubaix er den, der på papiret tilbyder Jakob Fuglsang den bedste chance for at vinde afgørende tid i årets Tour de France

Michael Rasmussen varmer op til fjerde etape i årets Tour de France

Efter sit imponerende ridt over de nordfranske brosten som hjælperytter for Vincenzo Nibali i 2014 er det i år Jakob Fuglsang, der er den beskyttede rytter på det store Astana-mandskab, når Touren på 9. etape atter byder på brosten.

21,7 kilometer på brostensstrækninger, som for manges vedkommende er kendt fra forårsklassikeren Paris-Roubaix, venter rytterne, og Jakob Fuglsang øjner her en chance for at vinde afgørende tid i sin jagt på en podieplads i Paris.

- Det bliver en herre-etape. Det er der ingen tvivl om, og forhåbentlig vil jeg kunne styrke min position i klassementet. Der er så svære og så mange brostenspassager, at det bør være muligt at skabe tidsforskelle, siger Jakob Fuglsang i Ekstra Bladets og Tipsbladets fælles Tour de France-magasin.

Jakob Fuglsang er i gang med sin sjette sæson på Astana og er for anden gang ubestridt kaptajn i Touren. Denne gang med et langt stærkere hold end i 2013, da han blev nummer syv. Foto: Tariq Mikkel Khan.
Jakob Fuglsang er i gang med sin sjette sæson på Astana og er for anden gang ubestridt kaptajn i Touren. Denne gang med et langt stærkere hold end i 2013, da han blev nummer syv. Foto: Tariq Mikkel Khan.
 

- Om ikke på de første, så i hvert fald på de sidste pavéer. Da begynder man at kunne mærke fingrene, hænderne og armene og føle, at benene giver efter. Kan man holde farten lidt længere, og kan man åbne et hul, så er det svært at lukke igen, siger Fuglsang, som i april prøvekørte etapen fra start til slut i et tempo, som imponerede selv den garvede brostensrytter Lars Michaelsen, som i dag er sportsdirektør på Astana.

- Vi kørte faktisk lige så hurtigt på nogle af pavéerne, som de gjorde i Paris-Roubaix, og vi havde modvind, så ja, der var fart på, siger Jakob Fuglsang, som ser det som sin store fordel, at han har bevist, at han har visse evner i det hårde terræn.

- Jeg frygter ikke denne etape, og det er helt klart til min fordel, at jeg ikke kører ud på etapen bævende af angst for, hvad der venter, siger han.

- Jeg ser frem til brostenene som en etape, hvor jeg kan vinde tid. Det kan blive en etape, der kan blive endnu mere vigtig, end de fleste forudser, siger Jakob Fuglsang.

Fuglsang om årets rute:

Den første uge:
- Sidevind kan utvivlsomt komme til at spille en rolle, og da betyder det en del at have stærke ryttere, som kan redde min røv, hvis jeg skulle komme i problemer. Vi har gode, solide folk i bruttotruppen, og jeg er tryg ved det hold, vi kan stille.
- Disse etaper spiller en del på sidevinden, og det er helt sikkert også derfor, de er med. For mig handler det om at nå frem til brostenene uden at have tabt alt for megen tid.

6. etape med finale på den stejle Mûr de Bretagne:
- Det gælder om ikke at tabe for meget tid og at holde sig ude af problemer. Der er folk i feltet, som har kig på denne etape, men jeg forventer, at det ikke bliver et opgør, der kommer til at spille den store rolle i klassementet.

9. etape med 21,7 kilometer på brosten:
- Det er her, det spidser til for mig. Alt vil være i spil på denne etape. Det er en prestigefyldt etape for brostensspecialisterne, og jeg håber, at jeg som klassementsrytter kan lukrere på dem, der kører deres egen chance og går efter etapesejren.
- Forhåbentlig får jeg mulighed for at angribe, men om det så lykkes at gøre en forskel, må tiden vise. Bliver det tørvejr, bliver det ikke lettere at komme af sted.

Alperne:
- Efter en opslidende brostensetape bliver det nogle hårde dage, selv om der er en hviledag imellem. Det bliver hård kost.
- 11. etape til La Rosière er kort, og det kan gøre den eksplosiv. Alpe d’Huez kender vi jo, og her er Col de la Madeleine og Col de la Croix de Fer først, så det bliver en hård etape.
- Situationen på dette tidspunkt i løbet er selvfølgelig altafgørende for, hvordan disse etaper bliver kørt. Hvis jeg har sat dem alle sammen med fem minutter på brostensetapen, så kører vi jo nok lidt passivt, men er det omvendt, så skal vi i Alperne forsøge at hente noget af det tabte tilbage.

Pyrenæerne:
- Her springer selvfølgelig især 17. etape til Saint-Lary-Soulan i øjnene. En bjergetape på kun 65 kilometers længde med mål i over 2000 meters højde i tredje uge af Tour de France er led.
- Den får bare fuld hane hele vejen. Det er bare 3-2-1 og så derudaf. Der er ikke plads til megen taktik, så jeg tror ikke, vi kommer til at se de store udbrud.

31 kilometer enkeltstart på næstsidste etape:
- Der er ikke mange meter flad vej på ruten, og den byder på et par små, stejle stigninger, hvor det gælder om at have power i benene for at komme hurtigt op over. Det bliver en etape, hvor man kan tabe meget, hvis benene er tomme efter 19 hårde etaper.

Jakob Fuglsang prøvekørte i april årets brostensetape i Tour de France, og han går ind til løbet i fuld tillid til egne evner i det vanskelige terræn. Foto: Tariq Mikkel Khan.
Jakob Fuglsang prøvekørte i april årets brostensetape i Tour de France, og han går ind til løbet i fuld tillid til egne evner i det vanskelige terræn. Foto: Tariq Mikkel Khan.

Se også: Fem danskere i Touren: Sunweb udtager Søren Kragh

Froome vil nu være en endnu mere hadet mand, mener ekspert. Cykling - 2. jul. 2018 - kl. 14:18 Svær tid for Froome efter frifindelse: - Nu hader folk ham bare endnu mere

Se også: Danish dynamite! Fire danske holdkammerater klar til Touren

11 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere