Fuglsang dybt rystet: - Det er fuldstændigt latterligt

Jakob Fuglsang blev smidt af podiet i Baskerlandet Rundt, fordi der skulle være plads til tyske Emanuel Buchmann, som begik en fæl brøler i finalen

Se afslutningen på Baskerlandet Rundt, hvor Buchmann kører forkert kort inden målstregen, i videoen her. Video: Discovery Networks

Som kulmination på en uge, hvor Jakob Fuglsang har kørt op til sit bedste og har demonstreret, at han faktisk er en af verdens bedste etapeløbsryttere, blev han lørdag aften frataget sin samlede tredjeplads i det vigtige World Tour-løb Baskerlandet Rundt.

Det skete, da arrangørerne mente, at tyske Emanuel Buchmann fortjente en podieplads, idet han øjensynligt ikke blev ledt på rette vej, da han hamrede ind i målbyen Eibar i et desperat forsvar af sin gule førertrøje.

I stedet for at holde til venstre ind på opløbsstrækningen skød Buchmann og en lille flok ryttere lige ud, og chancen for at komme på podiet forspildte han dermed. En gigantisk brøler, som Jakob Fuglsang altså kom til at betale for.

Danskeren blev hyldet på podiet sammen med sin holdkammerat Ion Izagirre, som vandt løbet, og irske Dan Martin, før han pludselig blev trukket til side og fik at vide, at han var deklasseret. Det gjorde danskeren stiktosset, og han agter nu at afsøge alle muligheder for at beholde den tredjeplads, han reelt kørte sig til.

- Det er skandaløst, det her. Det er fuldstændigt latterligt, og jeg kan sige, at det er sidste gang, jeg kører Baskerlandet Rundt, hvis det faktisk ender med, at jeg ikke får min tredjeplads, sagde Jakob Fuglsang til Ekstra Bladet i minutterne efter, at afgørelsen var truffet.

Fuglsang hyldes på podiet, men siden blev han deklasseret.

- Det er hans egen skyld. Vi ved sgu da alle sammen, at der er 'deviation' (frakørsel til servicevogne og motorcykler, som Buchmann benyttede, red.) lige før stregen. Det er der i alle løb.

- Jeg har været på podiet og det hele, og så laver de pludselig det hele om. Først blev han udråbt til toer, og så bagefter til treer samlet. Så det er lige præcis mig, der ryger af podiet - hvis det altså ender sådan.

- Jeg kan bare ikke forstå, at det kan lade sig gøre. Nu er holdet i gang med at kæmpe for min placering. Det er klart, at der er regler, der kommer en uheldig rytter til gode, hvis han punkterer eller styrter på de sidste kilometer.

- Men det gjorde han (Buchmann, red.) jo ikke. Han dummede sig bare. Det er jo til grin, det her, sagde Fuglsang.

- Vil du stille dig tilfreds med en delt tredjeplads, hvis det skulle komme på tale?

- I princippet ikke, men hvis de giver mig alle UCI-point og alle mine præmiepenge, så kan vi tale om det. Ellers ikke. Det er noget mærkeligt noget, det her, og jeg ved ikke, hvad der sker nu, sagde Fuglsang.

- Jeg ved bare, at det er sidste gang, jeg har kørt det her lorteløb, hvis det ender med, at jeg mister min tredjeplads.

- Vi kører cykelløb til stregen, og så skal det hele afgøres af sådan en sær beslutning. Det kan jeg ikke acceptere. Det gider jeg simpelt hen ikke at finde mig i, sagde Fuglsang.

Se også: Kæmpe drama: Fuglsang smidt af podiet

Fuglsang hjælper holdkammerat til baskisk hjemmetriumf

Se også: Cykelstjerner styrtede - og blev plyndret

1 af 2 Fuglsang fejrer sin tredjeplads på podiet sammen med løbets vinder, Astanas Ion Izagirre, men knapt var han kommet ned fra podiet, før han blev deklasseret til nummer fire. Foto: Ritzau Scanpix.
2 af 2 
79 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere