Fuglsang får luksushjælper i Paris-Nice

Den italienske vidunderdreng Fabio Aru har erklæret sin støtte til holdkammeraten Jakob Fuglsang i Paris-Nice, som danskeren satser stort på

Jakob Fuglsang stræber i årets Paris-Nice højere end den femteplads, han sikrede sig sidste år. (Foto: Tariq Mikkel Khan).
Jakob Fuglsang stræber i årets Paris-Nice højere end den femteplads, han sikrede sig sidste år. (Foto: Tariq Mikkel Khan).

Sidste år sluttede Jakob Fuglsang på en fornem femteplads i det traditionsrige Paris-Nice, og i år sigter han mod podiet efter flere lige ved og næsten-præstationer i de store etapeløb.

Hans Astana-hold har også sendt det store italienske håb Fabio Aru til Frankrig, hvor løbet skydes i gang søndag, men han skal ikke køre sin egen chance og har erklæret sin støtte til Fuglsang. Det fortæller den danske holdkaptajn i telefonen fra basen i Luxembourg, hvor han forbereder sig til sæsonens første store udfordring.

- Aru bygger formen op nu, og han er næppe skarp nok til at køre klassement. Men han kan hjælpe, og han har sagt, at han vil køre for mig, siger Jakob Fuglsang.

- Paris-Nice er et løb, jeg har set hen mod som et løb, hvor jeg skal være klar. Jeg har forberedt sæsonen med tanke på, at det er nu, jeg skal køre stærkt.

Se også: Fuglsang blacklistet til Post Danmark Rundt

I år ligger løbet særligt godt til Fuglsang, vurderer han. En samlet sejr er absolut en mulighed, men han vælger dog at sigte mod en podieplads.

- Podiet ville være en succes for mig efter femtepladsen sidste år. Nu skal løbet lige skydes i gang, og så må jeg se, hvor det bærer hen. Jeg stræber helt sikkert efter klassementet, siger Fuglsang.

Hans værste konkurrenter i Paris-Nice bliver formentlig Richie Porte (Sky), Tejay Van Garderen (BMC), Andrew Talansky (Cannondale-Garmin) og Rafal Majka (Tinkoff-Saxo).

Se også: Vil smide Fuglsangs hold ud af World Touren

Ud over Fuglsang og Aru stiller Astana til start med Lieuwe Westra, Rein Taaramäe, Luis Leon Sanchez, Laurens De Vreese, Borut Bozic og Lars Boom.

I alt seks danskere stiller til start. Ud over Fuglsang er det Lars Bak (Lotto-Soudal) og Tinkoff-Saxo-rytterne Matti Breschel, Chris Anker Sørensen, Michael Valgren og Michael Mørkøv. Lasse Norman Hansen er reserve på Cannondale-Garmin.

Fuglsangs fornemste placering i et World Tour-etapeløb er syvendepladsen i Tour de France i 2013. Én gang er han sluttet på podiet, nemlig i Schweiz Rundt 2010, og ellers er det blevet til to fjerdepladser (Schweiz Rundt 2011, Critérium du Dauphiné 2013), en femteplads (Paris-Nice 2014), to sjettepladser (Catalonien Rundt 2009 og Critérium du Dauphiné 2009) og en syvendeplads (Romandiet Rundt 2014).

Se også: Fuglsang nede på knæ

Seneste 10 års vindere af Paris-Nice:

2014 Carlos Betancur (Colombia)

2013 Richie Porte (Australien)

2012 Bradley Wiggins (Storbritannien)

2011 Tony Martin (Tyskland)

2010 Alberto Contador (Spanien)

2009 Luis Leon Sanchez (Spanien)

2008 Davide Rebellin (Italien)

2007 Alberto Contador (Spanien)

2006 Floyd Landis (USA)

2005 Bobby Julich (USA)

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere