Fuglsang-fravær: Lidt for ambitiøst

Jakob Fuglsang og Astana er blevet enige om, at det er for ambitiøst at køre i Baskerlandet efter Flandern

Jakob Fuglsang skal jagte resultater i Baskerlandet Rundt. Foto: Luca Bettini/Ritzau Scanpix
Jakob Fuglsang skal jagte resultater i Baskerlandet Rundt. Foto: Luca Bettini/Ritzau Scanpix

Jakob Fuglsang skal alligevel ikke køre Flandern Rundt.

Den danske cykelrytter havde planer om at køre den belgiske klassiker for anden gang i karrieren og stille op i Baskerlandet Rundt dagen efter.

Men planen er ændret, oplyser Astana i en pressemeddelelse.

- Selv om jeg havde set frem til at stille op i Flandern Rundt for anden gang i karrieren, har vi besluttet, at det ville være lidt for ambitiøst at køre løb i Belgien og være med i Baskerlandet Rundt dagen efter.

- I øjeblikket er det svært at rejse rundt, og med holdets nuværende coronaprotokol ønskede vi ikke at løbe risikoen. Jeg vil helt klart vende tilbage til brostenene i fremtiden, når jeg kan fokusere 100 procent på løbet. Det er nøglen, hvis man har ambitioner i Flandern Rundt, siger Fuglsang i meddelelsen.

I stedet for at deltage i første monument drager han altså mod Baskerlandet, hvor målet er at køre sig i endnu bedre form frem mod ardennerklassikerne, Amstel Gold Race, Flèche Wallone og Liége-Bastogne-Liége.

- Baskerlandet er et af de sværeste løb i kalenderen, så der er ikke nogen bedre måde at forberede sig til de første store mål i sæsonen i ardennerklassikerne, siger Fuglsang.

Den nu 36-årige Jakob Fuglsang hentede en af karrierens største sejre, da han i 2019 vandt monumentet Liége-Bastogne-Liége. Samme år blev han toer i Flèche Wallone og treer i Amstel Gold Race.

Flandern Rundt køres 4. april, mens Baskerlandet Rundt afvikles fra 5. til 10. april.