Fuglsang melder klart ud inden klassiker: Slut med at fjolle rundt

Det er slut med at fjolle rundt for Jakob Fuglsang, som er blevet så gammel, at femtepladser er uinteressante

Fuglsang lå godt til i årets Amstel Gold Race, men blev snydt til allersidst af Van der Poel. Video: Discovery Networks Danmark

Jakob Fuglsang kan se frem mod søndagens klassiker Liege-Bastogne-Liege med tanken fuld af selvtillid.

At han i år nævnes blandt topfavoritterne sammen med franske Julian Alaphilippe, får ham ikke til at rykke nervøst rundt på caféstolen på hotellet ved Maastricht. Tværtimod, den 34-årige rytter trækker på skuldrene.

- Jeg føler, at det i princippet er os (Alaphilippe og Fuglsang, red.), der er et niveau over de andre. Vi har vist det flere gange i sæsonen, siger Fuglsang.

I Amstel Gold Race søndag og i Fleche-Wallonne onsdag har Fuglsang udkæmpet tætte dueller med den franske rytter med fipskæg og moustache.

Ardennerugen er endt med en tredjeplads og en andenplads til danskeren. Hans suverænt bedste sæsonstart til dato: Han har kørt otte løb. Fem af dem er endt på podiet.

- Jeg er godt kørende. Jeg har fundet formen fra sæsonstarten efter en rigtig god vinter med god træning. Det giver selvfølgelig noget selvtillid at starte godt ud. Og så har jeg været forskånet for sygdom og styrt. Det er gået rigtig godt.

Slet ikke gennemsnitlig
En gennemsnitlig 34-årige cykelrytter vil begynde at se enden på karrieren, og for mange kan det være svært at leve op til fortidens resultater. Den tidligere mountainbikerytter fra Silkeborg er bare ikke gennemsnitlig - overhovedet.

Han har de seneste par år og i særdeleshed lige nu - i sin 11. sæson som professionel - præsteret sine bedste resultater til dato. Den aktuelle fjerdeplads på verdensranglisten vidner om det.

Astana-rytteren forklarer sit stabile og høje niveau over så mange år med en konstant iver efter at blive bedre - og hans rolle som hjælper.

To ryttere fra hans egen generation, Bauke Mollema og Robert Gesink, har modsat Fuglsang haft svært ved at leve op til fortidens bedrifter.

- De to har kørt som kaptajner, siden de blev professionelle - mere eller mindre. Der har jeg haft det anderledes. Jeg har selvfølgelig også være kaptajn i ny og næ, men jeg har også været hjælperytter.

- Det kan være svært for dem, hvis de ikke finder niveauet i en sæson, at stille sig tilfreds med at være hjælperytter. Så har de ikke samme gejst og sult til at komme tilbage, funderer Fuglsang.

Er ikke med for sjov
Han er fortsat hjælperytter i nogle løb. Og han gør det med glæde, siger han.

Alderen, og det at blive far, har også flyttet ham på landevejen. Det har givet fokus og klar prioritering.

- Jeg er blevet så gammel, og jeg har så mange gode resultater, at nu er en femteplads ikke godt nok længere.

I Amstel kørte Fuglsang så afventende og med koldt blod, som man nok aldrig før har set. Det erkender han. Det var til dels sportsdirektørens råd. Men han havde det også selv sådan, at han ikke ville føre Alaphilippe til sejr.

- Jeg er her ikke bare for at lave sjov og fedte rundt. For det sjove er det, der foregår derhjemme. Når vi er til cykelløb, så kæmper vi røven ud af bukserne, og til træning skal det ikke bare være kagestop og kaffeture, siger han.

Liege-Bastogne-Liege er 256 kilometer. Løbet starter søndag klokken 10.10.

Se også: Kæmpe ros: - Kan vinde alle løb

Se også: Helt grotesk - Fuglsang snydt af chefen

Se også: Superhold i navneproblemer: Må skifte før tid

Florence Griffith-Joyner er fortsat 20 år efter sin død indehaver af verdensrekorderne på 100 m og 200 m (Foto: Sven Simon) Sport og Spil Sportsstjerner der døde alt for tidligt

Camilla Pedersen under løbetræning på strandpromenaden i Calpe i Spanien. Hendes ultimative mål er en podieplacering ved det prestigefyldte Hawaii Ironman. Foto: Ernst Van Norde. Sport og Spil Mirakel med mangler: Jeg lever gerne ti år mindre, hvis jeg så bare har levet fuldt ud

- Gitte og jeg brugte meget mere tid på Michael end på hans søskende, selv om vi altid har forsøgt at give børnene lige meget opmærksomhed, indrømmer Søren Valgren, her foran sin kutter Kansas. Foto: Claus Bonnerup Sport og Spil Sørens søn leverede kæmpe dansk triumf: Tja, fisker kunne han jo ikke blive

5 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere