Fuglsang mistede 12 minutter: Har det overraskende godt

Jakob Fuglsang kom i mål som en af de sidste på dagens etape, men danskeren følte sig godt tilpas

Fuglsang er klar til nye udbrud (Foto: Tariq Mikkel Khan)
Fuglsang er klar til nye udbrud (Foto: Tariq Mikkel Khan)

RODEZ (Ekstra Bladet): I går kom han ind på en andenplads, og i dag trillede Jakob Fuglsang så over stregen som 160.

Dermed var danskeren 15. sidste mand til at ankomme til målområdet i Rodez, ligesom han kunne notere sig et tidstab på mere end 12 minutter til den forreste gruppe med forhåndsfavoritterne.

Men der var ikke triste miner at spore i Fuglsangs ansigt, da han fik is på kroppen og blev kølet ned i sekunderne efter, at stregen var passeret. Tværtimod var Astana-danskeren glad for, at kroppen havde svaret fint igen på gårsdagens store ridt i Pyrenæerne.

- Jeg sparede lidt på kræfterne. Fra starten af dagen havde jeg besluttet mig for, at jeg bare skulle trille de sidste kilometer ind mod mål, siger Fuglsang.

Cykling Sur røv Sagan: Snydt for sejren på stregen

- Jeg er overrasket over, hvor forholdsvis godt, jeg følte mig tilpas i morges, da vi startede på etapen. Men jeg kan selvfølgelig godt mærke, at jeg kørte i bund i går.

- Skuffelsen har vel også lagt sig lidt efter din andenplads i går. Ser du fremad mod at forsøge en gang til nu?

- Ja, siger Fulgsang og forsikrer, at nederlaget til Rodriguez på Plateau de Beille ikke har bremset håbet om at triumfere i årets Tour de France.

- Nej, det har det ikke. På et eller andet tidspunkt må det jo gå den anden vej.

Jakob Fuglsang er efter dagens tidstab dumpet lidt ned i det samlede klassement, hvor han lige nu er nummer 18 med en tidsmargin på 25 minutter og 36 sekunder op til Chris Froome i den gule trøje.

8 kommentarer
Vis kommentarer