Fuglsang om VM-afbud: Ruten er for nem

VM-ruten i Richmond passer ikke rigtigt til Jakob Fuglsang, og det er årsagen til Astana-rytterens afbud

Jakob Fuglsang føler sig egentligt godt kørende, men den lette rute i Richmond fremmer ikke just hans egne chancer. (Foto: Tariq Mikkel Khan)
Jakob Fuglsang føler sig egentligt godt kørende, men den lette rute i Richmond fremmer ikke just hans egne chancer. (Foto: Tariq Mikkel Khan)

En rute, der ikke passer hans kvaliteter som cykelrytter, har fået Jakob Fuglsang (Astana) til at trække sig fra det danske VM-hold og overlade pladsen til Rasmus Guldhammer (Cult Energy).

Det 259 kilometer lange VM-løb skal køres på en 16,2 kilometer lang rundstrækning i den amerikanske by Richmond, og ruten er ikke udfordrende nok, til at Fuglsang mener sig i stand til at køre med om sejren.

- Jeg mangler ikke motivation, og jeg føler mig godt kørende, men jeg har også måttet indse, at ruten er nemmere, end jeg i første omgang havde regnet med, siger Jakob Fuglsang til TV2 Sport.

Se også: Guldhammer overtager Fuglsangs VM-plads

Derfor har han altså valgt at give pladsen videre til Rasmus Guldhammer, der godt nok ikke har vundet løb i denne sæson, men som har noteret sig for en lang række top-10-placeringer.

Søndag sluttede han som samlet nummer fire i etapeløbet Tour of Britain.

- Rasmus Guldhammer fortjener at køre VM med den form, han er i. Og så tror jeg også, at han med sin spurt har muligheder for at lave et godt resultat, lyder forklaringen på det lidt overraskende VM-afbud.

Det danske VM-hold skal primært køre for Matti Breschel (Tinkoff-Saxo), der tidligere i karrieren er blevet nummer to, tre og fire ved VM.

Se også: Glad Guldhammer vil betale tilbage for uventet VM-plads

Holdet består ud over Breschel og Guldhammer af Lars Bak (Lotto-Soudal), Michael Mørkøv (Tinkoff-Saxo), Christopher Juul Jensen (Tinkoff-Saxo) og Michael Valgren (Tinkoff-Saxo).

Landevejsløbet ved VM køres 27. september.

3 kommentarer
Vis kommentarer