Fuglsang snydt for triumf

Mathieu van der Poel var sat af, men kom tilbage og blev første hollandske vinder i Amstel siden 2001.

Van der Poel satte alle til vægs i Amstel, mens Fuglsang blev treer

Han kører på et prokontinentalhold og må nærmest klare sig på egen hånd, han gjorde stort set alt forkert taktisk, men endte alligevel som vinder af cykelklassikeren Amstel Gold Race.

Det hollandske fænomen Mathieu van der Poel tog en af sæsonens vildeste sejre, da han med et fantastisk comeback på de sidste 100 meter åd tremandsgruppen i front, hvor Jakob Fuglsang sad.

Sammen med en større gruppe nåede Van der Poel op til Julian Alaphilippe, Jakob Fuglsang og Michal Kwiatkowski og pressede cyklen først over målstregen efter en fantastisk spurt.

Fuglsang kom ind på tredjepladsen.

Det hele lå ellers til en afgørelse mellem de tre forreste, men der gik for meget taktik i den, og det udnyttede Van der Poel til fulde, selv om han taktisk kørte et rigtig skidt løb.

Først efter 25 kilometer af søndagens løb slap et udbrud væk, som efter lidt tid var blevet til 11 ryttere primært fra de mindre hold.

Dem lod feltet gerne slippe væk. Forspringet steg hurtigt og var på sit højeste over otte minutter, men allerede 120 kilometer fra målstregen tog feltet fat på barberingen af afstanden.

Mens favoritterne endnu tog den med ro, lancerede Mathieu van der Poel et besynderligt angreb med 43 kilometer til mål.

Han fik Ion Izagirre med, men det var alt, alt for langt ude, og de to blev hentet ikke lang tid efter. Et skidt taktisk udspil fra Van der Poel, som har meget lidt hjælp fra sit hold.

I stedet rykkede nogle af de andre store navne kort efter, blandt andre Jakob Fuglsang.

Danskeren var fremragende kørende og slap alene væk med Julian Alaphilippe med omkring 35 kilometer til mål.

Michal Kwiatkowski og Matteo Trentin jagtede dem, men kunne ikke komme op, mens et større favoritfelt halsede efter et lille minut efter den fransk-danske frontduo.

Fuglsang forsøgte et par gange at ryste spurtstærke Alaphilppe af, men uden held.

I stedet kørte de to så langsomt i finalen, at først Kwiatkowski og siden gruppen anført af Van der Poel nåede op.

Og igen var det vild styrke frem for taktisk snilde, der hjalp hollænderen til sejren.

Han trak selv gruppen hele vejen op på opløbet og så ud til at åbne sin spurt for tidligt. Men han er noget ganske unikt på en cykel, og det kan stadig være nok, når de taktiske tiltag slår fejl.

Australieren Simon Clarke blev nummer to, mens Fuglsang kørte ind som treer foran Alaphilippe.

Se også: Legendarisk cykelstjerne død

Se også: Superhold i navneproblemer: Må skifte før tid

Se også: Dansk stjerne i total forvandling: - Der skal et mindre mirakel til

23 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere