Fuglsang snydt på stregen i Schweiz Rundt

Jakob Fuglsang var millimeter fra sejren på 5. etape i Schweiz Rundt, der var løbets første bjergetape

Jakob Fuglsang måtte nøjes med andenpladsen på 5. etape i Schweiz Rundt - men han kan glæde sig over, at han  avancerede til løbets samlede andenplads. Foto: Christophe Ena/AP/Ritzau Scanpix
Jakob Fuglsang måtte nøjes med andenpladsen på 5. etape i Schweiz Rundt - men han kan glæde sig over, at han avancerede til løbets samlede andenplads. Foto: Christophe Ena/AP/Ritzau Scanpix

Danske Jakob Fuglsang var torsdag meget tæt på sæsonens første sejr, da han på målstregen af 5. etape af Schweiz Rundt blev slået af Richard Carapaz fra Ineos.

Det så ellers længe ud til, at den danske Astana-kaptajn ville kunne køre alene til mål, efter at han kort før toppen af den næstsidste stigning, Erschmatt, tog chancen og kørte væk fra de øvrige favoritter.

Han gik dermed efter Esteban Chaves (BikeExchange), som han fik kontakt med på den efterfølgende nedkørsel - og så kørte han fra ham på finalestigningen op til Leukerbad.

Desværre stak Richard Carapaz af fra det stærkt reducerede favoritfelt og fik med knap tre kilometer til mål kontakt med Fuglsang.

De to fulgtes til mål, hvor ecuadorianeren lige akkurat var hurtigst i spurten.

- Det var lige ved og næsten i dag.

- Da Eddie Dunbar fra Ineos førte, følte jeg, at det ikke gik for stærkt. Og så tænkte jeg, at jeg kører op til Chaves - det kunne være den rigtige måde at angribe etapen på. Selv om der var modvind på det sidste stykke, gav jeg den et hug.

- Chaves var ikke til meget hjælp, desværre - og Carapaz kørte bare stærkt, konstaterede Fuglsang over for TV 2 Sport.

Han havde ellers en forhåbning om, at Carapaz kunne være en god mand at få med frem, da Ineos-kaptajnen forhåbentlig havde en anden dagsorden.

- Jeg ville lade ham komme op og forhåbentlig profitere af, at han kunne tage trøjen - så kunne jeg tage etapen, sagde Fuglsang, der dog var tilfreds med formen og udsigten til de kommende dage i bjergene.

Han er nu selv på andenpladsen i løbet 26 sekunder efter Richard Carapaz, mens Maximillian Schachmann (Bora HansGrohe) er treer, 12 sekunder efter Fuglsang.

Egentlig indtog Julian Alaphilippe (Deceuninck-Quickstep) den position, men verdensmesteren fik en tidsstraf på 20 sekunder for at have modtaget ulovlig forplejning ii etapens afslutning.

Der resterer tre etaper af Schweiz Rundt inklusive en bjergenkeltstart.