Fuglsang tæt på Team BikeExchange

Jakob Fuglsang er meget tæt på et skifte til australske BikeExchange efter nytår. Det bekræfter kilder tæt på holdet over for Ekstra Bladet

Det lader til, at Jakob Fuglsang har fået den fremtidige arbejdsgiver på plads. Den 36-årige dansker skal med meget stor sandsynlighed tørne ud for det australske World Tour-hold Team BikeExchange, der også har Christopher Juul-Jensen på kontrakt. Det bekræfter kilder tæt på holdet over for Ekstra Bladet.

Selvom Fuglsang er blevet 36 år, så er kontrakten med BikeExchange på 'mere end et år', og skiftet kommer i stand, efter at Jakob Fuglsang selv afslørede, at han var færdig på Astana. Det skete under Benelux Tour, hvor han styrtede og brækkede kravebenet og derfor har kørt sit sidste løb i denne sæson.

Han har altså dermed tørnet ud for Astana for sidste gang, efter at han har været på holdet siden 2013 og med det vundet sine største sejre.

I 2019 vandt han monumentet Liège-Bastogne-Liège og året efter tog han sin anden monumentsejr i Lombardiet Rundt.

Desuden har han to gange vundet den samlede sejr i Critérium du Dauphiné (2017 og 2019), ligesom han i 2019 tog en etapesejr i Vuelta a España.

Jakob Fuglsang har flere gange fået lov til at køre sin egen klassement-chance på Astana, og han erobrede således en 7.-plads i Tour de France i 2013 og en 6.-plads sidste år i Giro d'Italia.

Desuden var han en af de afgørende faktorer i Vincenzo Nibalis Tour-sejr i 2014, hvor Fuglsang blandt andet hjalp italieneren på den meget afgørende brostens-etape og naturligvis i bjergene.

Mediet Cyclingnews beskriver, at Astanas medejer og navnesponsor, Premier Tech, er i forhandlinger med BikeExchange om om et længere sponsorat, der økonomisk vil sikre holdet.

Astana meddelte i starten af august, at Premier Tech vil trække sig helt fra holdet efter nytår. Det sker efter et år, hvor holdets helt store ledelsesprofil, Alexandr Vinokurov, først blev degraderet og derefter helt fyret fra holdet - for derefter at blive genansat.