Fuglsangs eks-træner: Intet mistænkeligt ved Astanas succes

Rune Larsen var i mange år Jakob Fuglsangs træner og fortrolige, og han glæder sig over at se den danske Astana-kaptajn blomstre

Søndag vandt Jakob Fuglsang femte etape - samlet blev det til en tredjeplads i Tirreno-Adriatico. Foto: Ritzau Scanpix
Søndag vandt Jakob Fuglsang femte etape - samlet blev det til en tredjeplads i Tirreno-Adriatico. Foto: Ritzau Scanpix

Med 19 sejre er det kasakhiske Astana-mandskab det mest succesrige på World Tour-niveau i denne sæson indtil nu.

Senest vandt Jakob Fuglsang søndag en imponerende sejr på femte etape i Tirreno-Adriatico som foreløbig kulmination på en forrygende sæsonstart. De 19 sejre er mere, end hvad holdet formåede at skrabe sammen i hele 2017, mens der var blot tre sejre på kontoen sidste år ved denne tid.

Det kunne vække mistanke om urent trav, men Fuglsangs tidligere træner Rune Larsen, som sidste år var ansat på holdet, nærer fuld tillid til den danske bjergrytter.

- Jakob har kørt rigtigt stærkt i år, men det har han jo også gjort tidligere. Han har gennem alle årene forbedret sig og udviklet sig hvert år, siger Rune Larsen.

- Han får tingene til at lykkes nu, og jeg tror, at det i høj grad skyldes, at han har fået helt styr på sin kost. Det har vi talt meget om gennem årene.

- Det kan også godt være, at han har fået ny inspiration af at få en ny træner. Jeg er tilfreds med det arbejde, vi har lavet sammen, for Jakob har forbedret sig hele tiden, men det er slet ikke utænkeligt, at han har fået udbytte af nye input, siger Rune Larsen.

- Jeg bed mærke i, at han i søndags, da han vandt etapen i Tirreno-Adriatico, virkelig bed tænderne sammen. 

- Jakob og jeg har især siden 2016 arbejdet med hans motivation og evne til at få hovedet til at presse kroppen endnu mere, og det er han blevet bedre og bedre til. 

- Det må ikke misforstås, for Jakob har altid kæmpet godt, men denne gang kunne man virkelig se, at han gav alt og mere til.

Rune Larsen forlod Astana uden at smække med døren, men han har dog givet udtryk for, at han ikke hele vejen igennem var enig i de dispositioner, som ledelsen foretog.

Han var konstant optaget af at forbedre træning og grej, men det var ikke altid lige let at trænge igennem og få sine idéer ført ud i livet. Han nærer dog ingen mistanke om, at holdet nu kører superstærkt i kraft af metoder, som er kritisable.

- Man skal aldrig lægge hovedet på blokken for nogen, for så kan man komme grueligt galt af sted, men jeg må dog sige, at jeg ikke har fantasi til at forestille mig, at noget hold tør organisere noget systematisk, siger Rune Larsen.

- Vi ved jo, at der er enkelte ryttere, der sidder og småsnyder rundt omkring, men at snyde som hold ville være som at spille russisk roulette med fem kugler i revolveren.

- Antidopingsystemet er meget vanskeligt at snyde, så jeg ser ingen risiko for, at der finder organiseret doping sted på noget hold, siger Rune Larsen.

Hans tillid til Jakob Fuglsang er usvækket, selv om han ikke længere har fuld indsigt i hans træningsdata.

Han vurderer, at danskerens forrygende sæsonstart må skyldes, at Astana har formået at få hele holdet til at arbejde sammen mod samme mål i modsætning til dengang, da stjernerytterne Fabio Aru og Vincenzo Nibali styrede holdet.

- Astana er et hold, der har været i god udvikling hen over hele sidste sæson, og når nogle ryttere på holdet begynder at vinde, så smitter det af på alle på holdet, siger Rune Larsen.

Jakob Fuglsang sluttede tirsdag på den samlede tredjeplads i Tirreno-Adriatico. Primoz Roglic fra Jumbo-Visma tog den samlede sejr med blot ét sekund over Adam Yates fra Michelton-Scott.

Se også: Fuglsang bevarer podieplads i stjernebesat etapeløb

Se også: Scarponis enke inspirerede Fuglsang til smuk sejr

Jakob Hovgaard (t.h) havde sit hyr med at få slået den helt nye paraply op for at skygge for Australiens ubarmhjertige sol. Problemet var dog løst, da hans kører nåede frem til gridden. Foto: Andy Hone/Haas F1 Team Sport og Spil Debriefing fra Melbourne: Ufattelig præstation bag Haas' succes

6 kommentarer
Vis kommentarer