Fuglsangs vilde forvandling: Sådan har han ramt toppen

Jakob Fuglsang er bedre end nogensinde af den simple grund, at han har fået styr på sin kost og ikke længere behøver at sulte sig for at holde vægten nede, fortæller han inden dagens start på Tour de France-prøven, Critérium du Dauphiné

Jakob Fuglsang på vej mod toppen af Col de Braus i Frankrig, cirka 40 kilometer fra hans hjem i Monaco. Foto: Ernst van Norde.
Jakob Fuglsang på vej mod toppen af Col de Braus i Frankrig, cirka 40 kilometer fra hans hjem i Monaco. Foto: Ernst van Norde.

MONACO (Ekstra Bladet): Vi gør holdt på Col de Braus, 1002 meter over havet, lige over for mindesmærket for den franske klatrelegende René Vietto.

Jakob Fuglsang pakker en halv energibar ud og sætter den til livs. Depoterne skal fyldes op i den korte pause før næste programpunkt i hans fem timer lange træning på denne kølige majdag.

Kort efter ruller han ned fra toppen og kører så op igen. Så atter ned. Og op igen. Energibaren leverer brændstoffet. Der skal også en gel ned. Måske gør han senere holdt ved en bager for at få flere kulhydrater indenbords.

Kulhydraterne er forklaringen på hans formidable forår, som han i slutningen af april kronede med en suveræn sejr i monumentet Liège-Bastogne-Liège. De er del af forklaringen, i det mindste.

I en alder af 34 år har Jakob Fuglsang nået et foreløbigt højdepunkt i sin lange professionelle karriere. Foto: Ernst van Norde.
I en alder af 34 år har Jakob Fuglsang nået et foreløbigt højdepunkt i sin lange professionelle karriere. Foto: Ernst van Norde.
Critérium du Dauphiné

Fuglsang har i sin syvende sæson for Astana slavisk fulgt en streng kostplan, der har sikret ham optimalt udbytte af sin træning, fuld kontrol over sin vægt og præcis den energi, han har haft brug for i løbene.

- Jeg har altid ment, at jeg havde styr på tingene, men jeg har bare ikke været fuldt bevidst om, hvad der skal til for at kunne præstere 100 procent, siger Fuglsang, da vi efter hans træning mødes i hans lejlighed i Monaco.

- Jeg har altid gjort det godt i løbene, men jeg har måttet sulte mig for at komme ned i vægt. Nu har jeg fundet en måde, hvorpå jeg kan holde vægten uden at behøve at sulte mig.

- Det handler i bund og grund om at spise flere kulhydrater end tidligere. At tillade mig selv at spise flere kulhydrater i form af pasta, ris og kartofler - alt det, som man faktisk ikke bør spise, siger Fuglsang.

Tanken er, at det er bedre at spise ekstra pasta end for eksempel ekstra kylling, hvis maven skriger på mere ved aftensmaden. Med pasta sparer man kalorier, og samtidig får man med pasta energi, som kan skydes af på næste dags træning, forklarer Fuglsang.

Han har tidligere ofte oplevet at ‘gå en lille smule sukkerkold’ på sine træningsture - altså at blive tappet så meget for energi, at kroppen slår bremserne i. Det forringer selvsagt udbyttet af træningen, og sammen med kræfterne siver enhver fornuft ud af kroppen.

I Provence og på Côte d'Azur har Jakob Fuglsang fundet træningsforhold, der efter hans egen opfattelse har gjort ham til en bedre cykelrytter. Foto: Ernst van Norde.
I Provence og på Côte d'Azur har Jakob Fuglsang fundet træningsforhold, der efter hans egen opfattelse har gjort ham til en bedre cykelrytter. Foto: Ernst van Norde.
 

- Tidligere kunne jeg dårligt nå ind i lejligheden, før jeg røg i køleskabet og skovlede et eller andet i hovedet, fordi jeg var så sulten, siger Fuglsang.

- Det kunne så være hvad som helst, der lå lige for - og det var aldrig kogt pasta. Det var altid kiks og chokolade og riskager med honning og den slags. Det, der lige hurtigt kan proppes i kæften.

- Er man ikke ved at dø af sult, når man kommer hjem fra træning, har man selvfølgelig langt nemmere ved at styre sig. Nu fylder jeg mere på under træning og kan så spise mere fornuftigt, når jeg kommer hjem, siger Fuglsang.

Efter sidste års skuffelse i Tour de France, hvor han mødte op i sit livs form med et stærkt hold bag sig og alligevel måtte nøjes med en placering i top 20, besluttede han op til denne sæson for første gang i karrieren virkelig at få styr på sin kost.

Køreplan til sejr

Som storfavorit i forårsklassikeren Liège-Bastogne-Liège overlod Jakob Fuglsang intet til tilfældighederne. Her er hans plan for løbet, som han vandt, da han i overlegen stil kørte alene til mål:

- Aftenen før lagde jeg en nøje plan for løbet. Jeg vidste, at det ville blive regnvejr, og at det ville blive koldt, og jeg vidste, at det ville være afgørende for mig at få mine 90 gram kulhydrat i timen.

- Jeg vidste, at jeg skulle spise det og det i første time, det og det i anden time, det, det og det i tredje time og så videre. Jeg vidste præcis, hvad jeg skulle spise, selv om jeg måske ikke var sulten eller tørstig.

- Jeg vidste, at jeg måtte spise. Om jeg så skulle tvinge det i mig.

- Min massør, Cristian Valente, stod i forplejningen med min madpose, hvori der var præcis, hvad jeg havde brug for i de næste timer. Jeg vidste, at det var ham, jeg skulle søge hen til.

- Det er meget let at begå fejl i løb som Liège-Bastogne-Liège, hvor det er koldt, og hvor man har handsker og regnjakke på og ikke så let kan få fat i sin energibar i lommen.

- Så er det let at springe over, men der kommer med sikkerhed en regning, der skal betales.

Liège-Bastogne-Liège er det eneste endagsløb, Jakob Fuglsang har vundet i hele sin professionelle karriere.

Han har altid spist med måde og været på evig slankekur, men han har aldrig tidligere fulgt en skemalagt diæt ned til mindste detalje. Proteiner, fortæller han, fik han her og der i formodet nogenlunde rimelig mængde, men nu er også hans proteinindtag under fuld kontrol.

- Nu tager jeg en protein-shake hver dag lige efter træning og går så efter badet i gang med at lave et fornuftigt måltid med ris eller pasta, fortæller Fuglsang.

- Førhen kunne jeg spise en salat, når jeg kom hjem fra træning, men så gik jeg stadig og følte mig lidt småsulten og skulle så lige en tur i køkkenet for at finde et eller andet at fylde i hovedet.

Også når han er i Astanas hænder på træningslejre og ved løb, lever Fuglsang under et strengt kostmæssigt regime. Holdets diætist regner sig frem til hvor mange gram kulhydrat, Fuglsang forbrænder, hvorefter depoterne bliver fyldt op med præcis den mængde inden næste dags strabadser.

- Det er ren matematik. Man skal have det rette brændstof i kroppen for at kunne præstere 100 procent, siger Jakob Fuglsang.

Fuglsangs næste løb bliver det franske etapeløb Critérium du Dauphiné, som begynder 9. juni.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Ekspert: Kosten er afgørende

En toptrænet atlet, der ellers i alle detaljer lever som professionel, kan med nøje kontrolleret kost flytte de marginaler, der ofte udgør forskellen på at slutte i top fem og at vinde. Det fastslår ernæringsfysiolog Kasper Otte Dideriksen fra Team Danmark.

Han har ingen indsigt i Fuglsangs kostplan, men ud fra en generel betragtning giver det mening, at Fuglsangs øgede fokus på kulhydrater giver gode resultater, fastslår han.

- Et for lille indtag af kulhydrat vil begrænse kroppens lagre af sukker. Sukker er kroppens primære brændstof under intenst arbejde. Det er kroppens turbobenzin, så hvis der ikke er nok af den, vil det hurtigt få negativ indflydelse på evnen til at arbejde højintensivt, siger Dideriksen.

Løber man tør mod slutningen af et langt, hårdt træningspas, kan niveauet af sukker - kaldet glykogen - i musklerne blive så lavt, at atleten kan opleve en længerevarende træthed og tunghed. Det kan også efterfølgende påvirke atletens træning, forklarer Dideriksen.

- Selv for erfarne eliteidrætsudøvere kan det være svært at ramme det helt rigtige niveau af kulhydrat. Indtager man bare store mængder, kan det resultere i øget fedtmasse og kropsvægt, siger Dideriksen.

- I sportsgrene, hvor vægten spiller en afgørende rolle, får det ofte atleterne til at spise for få kulhydrater, og de kan så gå sukkerkolde under længerevarende træning.

- Den mentale del spiller i høj grad også ind, for følelsen at have indtaget en optimal kost kan have en indirekte effekt på træningen og præstationsevnen, siger Kasper Otte Dideriksen.

Navn: Jakob Fuglsang.

Født: 22. marts 1985 (34 år).

Højde: 182 cm.

Karriere:

2004: Midtjysk Mountainbike klub.

2005: Team Heijdens-Ten Tusscher.

2006-2008: Team Designa Køkken/Team Cannondale - Vredestein.

2009-2010: Team Saxo Bank.

2011-2012: Leopard Trek.

2013-: Astana.

Udvalgte meritter:

Vinder af Liège-Bastogne-Liège (2019).

Etapesejr i Tirreno-Adriatico (2019).

Nummer to i Strade Bianche (2019).

Samlet sejr i Andalusien Rundt (2019).

Etapesejr i Romandiet Rundt (2018).

Samlet sejr i Criterium du Dauphiné (2017).

To etapesejre i Criterium du Dauphiné (2017).

Sølv ved OL i Rio i mændenes linjeløb (2016).

Samlet nummer fire i Criterium du Dauphiné (2013).

Samlet vinder af Tour of Luxembourg (2012).

Samlet vinder af Østrig Rundt (2012).

Samlet nummer tre i Schweiz Rundt (2010).

Samlet vinder af Post Danmark Rundt (2008, 2009 og 2010).

Samlet vinder af Slovenien Rundt (2009).

Guld ved U23-VM i mountainbike (2007).

Kilde: Ritzau

Fuglsang kørte i favnen på sin kone, Loulou, da han krydsede stregen som vinder af forårsklassikeren Liège-Bastogne-Liège i april. Foto: Eric Lalmand/AFP/ Ritzau Scanpix. Sport og Spil Rolex og Porsche: Fuglsang bliver mangemillionær

Se også: Tager kæmpe hop efter historisk triumf

Foto: Ernst van Norde Cykling - 29. apr. 2019 - kl. 13:38 Riis: - Hold kæft, hvor er han bare god

Foto: Eric Lalmand/Ritzau Scanpix Cykling - 29. apr. 2019 - kl. 09:25 Efter triumf: - Den bedste på planeten

Se også: Hylder sin lærling: Lykkelig for Fuglsang

Se også: Fuglsangs mesterstykke: Kæmpe sejr i klassiker

14 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere