De to tidligere Tour de France-vindere Egon Bernal og Geraint Thomas får i næste sæson selskab af den australske cykelstjerne Richie Porte hos Team Ineos.
Det oplyser Ineos fredag på holdets hjemmeside.
35-årige Porte, der kører for Trek, sikrede sig for nylig en plads på podiet i det udsatte Tour de France. Men han har selv udtalt, at han fremover vil koncentrere sig om at være hjælperytter i de store Grand Tours.
Australieren sluttede på tredjepladsen efter den slovenske vinder Tadej Pogacar og den slovenske landsmand Primoz Roglic.
Fra 2012 til 2015 kørte Porte for Team Sky, der var en forløber for det nuværende Ineos-mandskab.
Med Richie Portes ankomst er Ineos igen ved at skabe et frygtindgydende hold til cykelsportens tre store etapeløb, der ud over Touren tæller Giro d'Italia og Vuelta a Espana.
I år formåede hverken Egan Bernal eller Geraint Thomas dog at markere sig i Touren.
Egan Bernal valgte at trække sig undervejs på grund af et for stort tidstab, da det på et tidspunkt stod klart, at han ikke ville være i stand til at forsvare Tour-sejren fra 2019.
Geraint Thomas, der vandt Touren i 2018, blev fravalgt.
Hele fire gange har den snart forhenværende Ineos-rytter Chris Froome vundet Tour de France.
Ud over Richie Porte har Ineos fredag tilknyttet Tour-etapevinder Daniel Martinez, stortalentet Laurens De Plus og det britiske kæmpe-håb Tom Pidcock, der netop har splittet alle konkurrenterne ad, da han vandt ungdommens Giro d'Italia.
Det britiske storhold har nok en gang spillet med deres voldsomme transfer-muskler. Det er en voldsom oprustning, briterne har haft gang i.
Tidligere på sæsonen offentliggjorde Ineos også tilgangen af Adam Yates, som kørte flere dage i den gule trøje i årets Tour de France.