Giro-drama: Storfavorit gik ned

Dan Martin kørte en fantastisk målstigning og vandt Giroens 17. etape, hvor Egan Bernal blev sat til sidst

Giro-drama: Storfavorit gik ned

”Det bedste, der kunne ske for cykelløbet” – Giro-studiet vender vaklende Bernal på 17. etapes målstigning. Discovery Networks

Den irske cykelrytter Dan Martin skrev sig onsdag ind i den del af cykelsportens historiebøger, hvor ryttere med etapesejr i alle tre grand tours er listet op.

Martin var med i et stort udbrud og tog en smuk etapesejr, mens førende Egan Bernal for første gang viste svaghedstegn i årets Giro d'Italia.

Mens Dan Martin nærmest blev stærkere og stærkere, som målstigningen skred frem, gik det omvendt for Bernal, der sad i favoritgruppen omkring et minut efter.

Efter et par stik fra konkurrenterne blev Bernal sat af Joao Almeida og Simon Yates. De hentede henholdsvis lidt over og lidt under et minut på Bernal i klassementet.

Egan Bernal led på Giroens 17. etape. Foto: Jennifer Lorenzini/Ritzau Scanpix
Egan Bernal led på Giroens 17. etape. Foto: Jennifer Lorenzini/Ritzau Scanpix
 

Damiano Caruso er dog stadig nærmeste forfølger til colombianeren. Han vandt nogle få sekunder på Bernal, men er stadig mere end to minutter efter på andenpladsen.

En flok på 19 ryttere kom til at udgøre etapens udbrud og havde på et tidspunkt mere end fem minutters forspring til feltet.

I front sad Dan Martin som den farligste i klassementet med mere end et kvarter op til førende Egan Bernal. Med andre ord udgjorde han ikke en fare for colombianeren.

Et par hold havde ikke fået ryttere med i udbruddet, og derfor fik det ikke længere snor end godt fem minutter.

Lidt mere end 50 kilometer fra mål ramte udbryderne den første af de to afsluttende stigninger. Tidsforskellen begyndte allerede at arbejde imod, og ved foden af målstigningen Sega di Ala var forspringet under halvandet minut.

Men få havde nok regnet med, at Dan Martin var så stærk, som tilfældet viste sig at være.

Dan Martin var stærkeste mand på dagens Giro-etape. Foto: Jennifer Lorenzini/Ritzau Scanpix
Dan Martin var stærkeste mand på dagens Giro-etape. Foto: Jennifer Lorenzini/Ritzau Scanpix
 

Ireren kørte alene efter sejren, og han kørte vanvittigt imponerende efter at have siddet i udbrud det meste af etapen.

Han havde kun lidt over et minut fem kilometer fra målstregen, og da Simon Yates og Joao Almeida satte Egan Bernal med tre kilometer igen, satte de to virkelig jagten ind på Dan Martin.

De gjorde, hvad de kunne for at vriste etapesejren fra Dan Martin, men han var fremragende kørende. I mål var han 13 sekunder foran Almeida og 30 sekunder foran Yates.

Her er udbrudsjokerne