Hvis den danske Tour de France-vinder fra Glyngøre har brug for en ekstra motivationsfaktor, inden det endnu engang går løs i de franske alper til sommer, så skal Jonas Vingegaard såmænd bare læse én af de mere kuriøse og groteske forudsigelser for den kommende sæson fra sportsmagasinet Cycling Weekly.
Her kommer en modig redaktør nemlig med en vild spådom for Vingegaards 2023: Danskeren kommer ikke til at vinde noget som helst i år.
Se alt det bedste, fra da Ekstra Bladet var med live hele vejen gennem Vingegaards storslåede hyldest i København
'Opmærksomhed gør ham utryg'
Det er i sandhed en påstand, der vil noget. Set med danske briller er den selvfølgelig helt i skoven.
Ikke desto mindre skriver Cycling Weekly:
'Vingegaard er en fænomenal atlet og muligvis endda det største talent i sin generation. Det handler mere om, hvordan han nu vil håndtere at være centrum for begivenhederne, fra det øjeblik han rammer en startlinje. Hvis der er én ting, vi ved om Vingegaard, så er det, at han ikke er særlig tryg ved netop det.'
Storholdets eneste kaptajn
Hvis Jonas Vingegaard til gengæld gør den dumdristige forudsigelse til skamme, så vil han skrive sig ind i historiebøgerne som én af de få ryttere, der har genvundet det franske cykelløb allerede året efter den første triumf.
Det er kun ryttere som Tadej Pogačar, Miguel Indurain, Laurent Fignon, Bernard Hinault og Eddy Merckx, der kan prale af den slags, hvis man ser tilbage på de sidste 50 års udgaver af Touren.
26-årige Vingegaard jagter dog stadig den samlede sejr verdens største cykelløb igen til sommer. Denne gang som Jumbo-Vismas eneste kaptajn.