Groteske scener: Forvirret stjerne vinder cykel-klassiker

Adam Yates trillede over målstregen i San Sebastián som vinder af klassikeren - han vidste det bare ikke

Adam Yates på opløbsstrækningen i San Sebastián. Han er ikke helt klar over, hvad der sker...(Foto: EFE/Javier Etxezarreta Ciclismo/Polfoto)
Adam Yates på opløbsstrækningen i San Sebastián. Han er ikke helt klar over, hvad der sker...(Foto: EFE/Javier Etxezarreta Ciclismo/Polfoto)

Det var uden sammenligning karrierens største sejr, men Adam Yates fattede ikke, han havde vundet lørdagens Clásica San Sebastián, før han var et godt stykke over målstregen.

- Utroligt! Jeg vandt, men jeg anede ikke, jeg havde vundet, sagde den chokerede Orica-GreenEdge-rytter i målområdet.

Han angreb tæt på toppen af den sidste stigning Bordako Tontorra - omkring syv kilometer fra mål. Men Yates var ikke i front. En gruppe havde været af sted længe, og BMC's Greg van Avermaet lå derude og sloges for at komme først til mål.

Men den uheldige belgier var som Jakob Fuglsang i Tour de France blevet påkørt af en motorcykel.

Se også: Store kanoner blev snydt i spansk klassiker

Derfor var Yates pludselig forrest, men som følge af problemer med opdateringerne og tv-billederne i løbet, havde følgebilerne og dermed alle de deltagende hold kun mulighed for at få opdateringer via løbsradioen.

Forvirringen var derfor stor, og Yates, talte meget i radio med sin sportsdirektør på opløbsstrækningen for at blive klogere, men tilskuerne larmede så meget, at han end ikke kunne høre noget.

Den største sejr
- Jeg talte i radioen med ham, men lyden var ikke høj nok, fortalte Yates efterfølgende.

- På den sidste stigning var der et udbrud foran. Men der skete meget på stigningen, folk styrtede, der var et sammenstød med en motorcykel, så jeg besluttede bare at give den fuld gas. På det tidspunkt anede jeg ikke, om jeg var i front eller ej, sagde han forbløffet.

Han nåede San Sebastián med et forspring på 15 sekunder, folk var begejstrede for at se den førende rytter - om end han ikke kørte, som en rytter, der ved, den er hjemme. Hele tiden med hovedet bøjet for at høre hvad ledsagerbilen sagde. Selv da han trillede over målstregen, var forvirringen stor.

Yates kiggede skeptisk op, inden det gik op for ham, at der ikke var andre, der havde nået mål før ham. Og så brød jubelen ud.

- Det er med sikkerhed den største sejr i min karriere - og min første i år, sagde en meget glad Yates.

Han kørte et fornuftigt Tour de France, hvor han blandt andet blev syver på Mur-de Bretagne og 10 på den første Pyrenæer-etape op til La Pierre-Saint-Martin.

16 kommentarer
Vis kommentarer