Hård kritik af Riis: Ansatte blev ikke behandlet ordentligt

Bjarne Riis får hård kritik for sin rolle for både herre- og kvindeholdet hos Virtu Cycling

Foto: Søren E. Alwan/Ritzau Scanpix
Foto: Søren E. Alwan/Ritzau Scanpix

Christa Skelde er ude med hård kritik af Bjarne Riis' ledelsesstil.

Den erfarne leder fortæller til Feltet.dk, at hun var indsat som administrerende direktør for både herre- og kvindeholdet hos Virtu Cycling, der nu er lukket, men reelt ikke havde noget at sige.

Beslutningene blev truffet hen over hovedet på hende.

Det var dog opførslen overfor medarbejderne, der gik hende mest på.

- Tilgangen til, hvordan man behandler sine ansatte, var jeg uenig med Bjarne Riis i, da jeg ikke syntes, vi behandlede vores ansatte ordentligt, siger hun til Feltet.dk.

Hun nævner, at folk ofte blev fyret, og at ledelsen hele tiden forsøgte at presse medarbejderne.

Christa Skelde var ansat tilbage i 2017 og var der kun kortvarigt.

Bjarne Riis har ikke ønsket at kommentere kritikken over for Feltet. Ekstra Bladet har ligeledes forsøgt at få en kommentar fra cykelbossen, men det har ikke været muligt endnu.

Virtu Cycling lukkede i slutningen af marts.

'Fra dags dato er hovedparten af de 21 medarbejdere i Virtu Cycling blevet opsagt. Og alle aktiviteter vil i den kommende tid blive lukket ned og afviklet på en måde, så eksisterende forpligtelser overholdes,' skrev rigmanden Lars Seier Christensen blandt andet i sin opdatering på Facebook.

Lars Seier Christensen, Bjarne Riis og Jan Bech Andersen var alle en del af ejerkredsen.

Rasmussen efter angreb på Fuglsang: Skaden er sket!

Snyd, bedrag, sabotage og tilskueroptøjer