Hård start for storhold: 15.000 demonstranter klar

Team Sky skifter navn, men i debutløbet som Team Ineos vil de møde massive protester

Chris Froome er selv i spidsen for Team Ineos under Tour of Yorkshire, hvor de med det nye navn får noget af en velkomst. Foto: Christophe Ena/AP/Ritzau Scanpix
Chris Froome er selv i spidsen for Team Ineos under Tour of Yorkshire, hvor de med det nye navn får noget af en velkomst. Foto: Christophe Ena/AP/Ritzau Scanpix

1. maj skifter Team Sky navn til Team Ineos, efter at Storbritanniens rigeste mand, Jim Ratcliffe, købte holdet i marts.

Det kommer til at bære navnet fra Ratcliffes kemikaliefirma, og løbsdebuten kommer i hjemlandets Tour de Yorkshire, der starter 2. maj.

Men hvis manager Dave Brailsford og holdets ryttere forventer et jubel-optog gennem det nordlige England, så må de tro om igen.

For Ineos benytter sig af metoden fracking til at lede efter olie.

Ved fracking sprøjter man kemikalier i jorden for at nedbryde skiferlaget, så olie og gas kan gøres tilgængeligt. Til gengæld kan det forårsage alvorlig skade på grundvandet.

Derfor har en anti-fracking-bevægelse bedyret, at de vil benytte løbet til at demonstrere mod det nye hold.

De har fremstillet 15.000 masker med Ratcliffes ansigt med djævlehorn, og talsmanden Steve Mason er overbevist om, at alle vil blive brugt, da det oprindelig oplag på 10.000 måtte udvides på grund af stor efterspørgsel.

- Vores plan er at benytte løbet til at skabe opmærksomhed - specielt i forhold til Team Ineos.

- Vi har grupper over hele Yorkshire, der vil uddele flyers og materiale, og vi vil øge kendskabet til, hvad Ineos er, og hvilken indflydelse de vil få på Yorkshire, hvis de får tilladelse til at benytte fracking over hele landet, siger Steve Mason fra Frack Free United til Cyclingnews.

Demonstranterne vil være til stede på ved start og i mål på alle fire etaper.

Tour de Yorkshire er et løb i samme kategori som Danmark Rundt - det får blandt andre deltagelse af det danske pro-continental-hold, Riwal Readynez.

Se også: 'Kyllingen' roser Fuglsang: - Sindssygt imponerende

Se også: Legendarisk cykelstjerne død

Se også: Voldsomt uheld: Smadrede gennem bilens bagrude

2 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere