En epoke er slut for den tidligere cykelrytter Bo Hamburger, der efter 14 år som ejer af villaen i Klampenborg nu har solgt den. Det skriver Boliga.dk.
Huset - du kan se her - har siden 2016 været sat til salg tre gange, og denne gang var der altså bid.
Senest var den 221 kvadratmeter store villa (heraf 30 kvadratmeter til erhverv) med 104 kvadratmeter kælder udbudt til 11,9 millioner kroner, men tinglysningen viser, at der er blevet ydet en rabat på 200.000 kroner, så den endelige salgspris bliver 11,7 millioner kroner.
Det er dog ikke villaen, den tidligere etapevinder i Tour de France kommer til at tjene til pensionen på - selv om den ligger i landets dyreste kommune: Gentofte.
Således købte han og hustruen Sanne villaen for 12 millioner kroner tilbage i 2007 og taber dermed penge på den.
Bo Hamburger indstillede sin professionelle karriere i 2006 efter 15 år i det professionelle felt.
Her blev det til i alt ni sejre, der ud over Tour-gevinsten på 8. etape i 1994 også omfatter en enkelt dag i Tourens førertrøje i 1998.
Samme år vandt han klassikeren Flèche Wallonne. Her kom han efter et angreb på den sidste kilometer alene til målet på toppen af den legendariske Mur de Huy.
Hamburger, der i 2007 i lighed med andre cykelrytter fra samme epoke erkendte dopingforbrug, blev i 1997 desuden nummer to ved VM efter franske Laurent Brochard.
Han har efter karrierestoppet arbejdet som maler, sælger og sportsdirektør, og han ernærer sig i dag som personlig træner.
Efter strippere og spekulanter: Lyngby er en lækkerbisken