- Han har ikke noget at komme med

Dansk cykling gik ind til 2019 med store ambitioner, der ikke er blevet indfriet i dette forår - og det ser ikke just ud til at ske i søndagens Flandern Rundt

Michael Valgren får det svært i Flandern Rundt, mener Michael Rasmussen. Foto: Claus Bonnerup
Michael Valgren får det svært i Flandern Rundt, mener Michael Rasmussen. Foto: Claus Bonnerup

Når træerne skyder, kommer der brosten på menuen for de professionelle cykelryttere. Og kulminationen af brostens-kampagnen er som altid Flandern Rundt og Paris-Roubaix, der køres de to første søndage i april.

Begge er de en del af cykelsportens fem monumenter, der betegner de hårdeste og de mest traditionsrige endagsløb i kalenderen.

Sidste år havde cykelfans med rød-hvide briller en fest til Flandern Rundt, da Mads Pedersen efter at have stukket med godt 80 km til mål kørte sig ind på andenpladsen, mens en brølstærk Michael Valgren hamrede ind på en fjerdeplads.

Mads Pedersen havde få dage inden kørt sig i top-5 i Dwars door Vlaandern, mens Valgren havde vundet brostens-åbningen i Omloop Het Nieuwsblad - og i øvrigt 14 dage senere vandt Amstel Gold Race.

Med flotte præstationer resten af sæsonen i øvrigt fulgt op af Søren Kragh Andersen, Magnus Cort og Christopher Juul-Jensen gav løfter om en stor 2019-sæson.

Men her inden brostens-kulminationen og de efterfølgende Ardenner-klassikere har der ikke været meget hurra-råb. Faktisk har en stærkt kørende Jakob Fuglsang samt et enkelt pip fra Magnus Cort været højdepunktet, mens især Michael Valgren efter skiftet til Dimension Data har været en skygge af sig selv. 

- Søren Kragh har været lidt ramt af sygdom, og Michael Valgren til dels også, bemærker Ekstra Bladets cykelekspert, Michael Rasmussen, der ikke har undgået at notere sig Dimension Datas forfærdelige forår.

- Det har været båret af Fuglsang
- Han er også lidt handicappet af det tandløse hold, han kører på.

- De har haft en sejr til Edvald Boasson Hagen i Volta Valenciana og en til Giacomo Nizzolo i Tour of Oman (begge løb i februar, red.), men ellers har der ikke været en skid at komme efter på holdet - eller fra Valgren selv, siger Michael Rasmussen.

Han ser ikke tilbage på et stort dansk forår med indfriede forventninger.

- Det har været båret af Fuglsang. Han har lige lagt en procent oveni, og så vinder han Ruta del Sol og en etape i Tirreno-Adriatico og bliver nummer to i Strade Bianche.

Den oprindelige plan var, at Fuglsang skulle køre Flandern Rundt for blot anden gang i karrieren. Men et hårdt program har fået ham til at ændre planer. Ærgerligt set med danske øjne, mener Michael Rasmussen, der havde set ham som det måske bedste danske kort at spille.

Og uden en trumf i ærmet skal danske cykelfans ikke sætte næsen op efter en national fest i de belgiske brostensbakker.

- Det er svært at se, hvor den skal komme fra. Det er nok i så fald fra Søren Kragh, der godt kan sidde og vente og køre finale.

- Det virker ikke til at Valgren har noget at komme med. Han har i hvert fald ikke noget hold at komme med.

- Man skal ikke sætte sine spareskillinger på danskerne til denne udgave af Flandern Rundt. Det ville ikke være en klog investering, påpeger Michael Rasmussen.

Flandern Rundt køres søndag og kan følges live i fuld længde på Eurosport og TV2 Sport.

***

- Det nummer får jeg ikke lov til igen

Hvis man skal blive god i Flandern Rundt, kræver det masser af erfaring. Det er som Paris-Roubaix ikke et løb, man vinder i første hug. Det skete senest i 1992.

Derfor bliver det bemærket, når en debutant kører i top-10, eller hvis det utrolige sker: top-5.

At Mads Pedersen sidste år blev nummer to i sin første start i den monumentale klassiker er derfor en bedrift af dimensioner.

Den nu 23-årige Trek-Segafredo-rytter så momentet og kom af sted i en gruppe, hvor han var eneste mand, der kunne holde kontakt med den senere vinder, Niki Terpstra, da han kom bankende uden om.

Sidste år kom Pedersen fra baghjul og fik sneget sig med - men det får han ikke lov til i år.

- Nej, det gør jeg desværre ikke.

- Hvis jeg forsøger, er det som at skyde mig selv i foden. Det er jo det, der følger med, når man laver et par gode resultater. Så bliver der lagt mærke til en, og så får man ikke lov til den slags.

- Så jeg skal ikke prøve med 80 km til mål, siger Mads Pedersen til Ekstra Bladet.

Han har som mange andre danske ryttere ikke haft det bedste forår. Men en placering i favoritgruppen i weekendens Gent-Wevelgem har dog givet ham nogle svar. Af den positive slags.

- Formen er, hvor den skal være - ingen tvivl om det. Så jeg går ind til søndagen med selvtillid og tror på, at det kan lade sig gøre.

- Jeg har haft to skod-løb og to løb, hvor jeg har været uheldig med punkteringer og cykelskift, der har ødelagt mine chancer.

- Men der er selvtillid i tanken efter Gent-Wevelgem, og jeg tror på, at jeg personligt kan lave et godt resultat på søndag. Og om ikke andet, så skal vi nok lave noget godt som hold, siger Mads Pedersen.

Trek-Segafredo stiller med lynhurtige John Degenkolb i en outsiderrolle og Jasper Stuyven som kaptajn. Begge har de kapaciteten til at hive en topplacering hjem, men sidstnævnte har Michael Rasmussen mest fidus til.

- Det er svært at se nogen af Trek-rytterne være helt i top. Så er det måske Stuyven. Han har en større motor end Mads. Mads er en af de smarteste ryttere i feltet, men han får ikke lige lov til at lave det nummer, han gjorde sidste år.

- Når de kører finale over Oude Kwaremont, så kommer Mads til kort over for de bedste. Han skal forsøge at køre på samme måde som sidste år, siger Michael Rasmussen.

Men det er lettere sagt end gjort. For ud over at holde øje med det taktiske, så byder et 270 km langt løb med mange stigninger og brostensstykker på flere udfordringer, forklarer Mads Pedersen.

- Man skal ikke være uheldig. Cyklen skal holde, og andre skal ikke styrte foran en selv. Man skal opsøge sit held - man skal på brostenene ikke køre i kanten ude i gruset, fordi det er lettere. For holder man den på brostenene, er der mindre risiko for at punktere, siger danskeren.

Han kender ruten, og på stigningen Oude Kwaremont, der skal køres tre gange, vil han være specielt vågen.

- Vi ved, hvordan hullerne ser ud. Der er et træls et på Oude Kwaremont i højre side cirka halvvejs oppe. Så der bliver den holdt i venstre, siger han.

***

Favoritterne

2019-udgaven af Flandern Rundt er meget åben. flere af forhåndsfavoritterne har været plaget af sygdom. Det gælder blandt andre Peter Sagan, Oliver Naesen og Sep Vanmarcke.

Desuden er der et par meget interessante debutanter. Cykelcross-verdensmesteren Mathieu van der Poel har været flyvende på brostenene indtil nu, og verdensmester på landevej, Alejandro Valverde, prøver for første gang kræfter med løbet kort før sin 39 års fødselsdag.

Her er Ekstra Bladets bud på de største favoritter:

5 stjerner
Mathieu van der Poel (Circus-Corendon)
Greg Van Avermaet (CCC)
Zdenek Stybar (Deceuninck-QuickStep)
Wout Van Aert (Jumbo-Visma)

4 stjerner
Peter Sagan (Bora-Hansgrohe)
Niki Terpstra (Direct Energie)
Luke Rowe (Sky)
Tiesj Benoot (Lotto-Soudal)

3 stjerner
Bob Jungels (Deceuninck-QuickStep)
Matteo Trentin (Michelton-Scott)
Philippe Gilbert (Deceuninck-QuickStep)
Alejandro Valverde (Movistar)
Oliver Naesen (AG2R)

Nu er det alvor. Igen. Den tidligere racerkører Jason Watt risikerer at blive afhængig af andres hjælp resten af livet. Hans tilstand er så alvorlig, at han er mindre optimistisk i dag end efter den ulykke, der berøvede ham førligheden for 20 år siden. Foto: Tariq Mikkel Khan Sport og Spil Jasons nye mareridt: - Det vil være en katastrofal ændring i mit liv

Mohamed Daramy sneg sig ind på en femteplads på listen  med sit mål mod Esbjerg. Foto: Jens Dresling/Polfoto Sport og Spil De 11 yngste målscorere i Superliga-historien

Et gult kort til en keeper kan være guld værd. Foto: Ritzau Scanpix Sport og Spil Henrik afslører hul i systemet: Sådan scorer du kassen på gule kort

1 af 2 
2 af 2 Michael Valgren får det svært i Flandern Rundt, mener Michael Rasmussen. Foto: Claus Bonnerup
18 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere