Har jeg vundet DM? Fucking hell, man

Christopher Juul-Jensen var overrasket over sit DM-guld i enkeltstart, da han punkterede og måtte skifte cykel undervejs

Christopher Juul-Jensen var ellevild, da det i målområdet gik op for ham, at han var ny dansk mester. (Video: Brian Askvig)

- Yes!!!

- Fucking hell, man!!

Sådan skreg Christopher Juul-Jensen, der er født og opvokset i Irland og derfor brugte det engelske sprog, sin glæde ud over parkeringspladsen bag målområdet i Rønde, da det gik op for ham, at han kunne kalde sig ny danmarksmester i enkeltstart.

Den 25-årige Tinkoff Saxo-rytter var lidt i tvivl om sin præstation, da han cirka midtvejs på ruten punkterede og måtte skifte cykel.

- Fuck, I thought I lost it (Jeg troede, at jeg havde tabt det, red.).

- Jeg tænkte, 'det er løgn', da jeg punkterede, sagde han i målområdet og kastede sig i armene på sportsdirektør Lars Michaelsen, der guidede ham gennem strabadserne.

Fremragende præstation af Juul-Jensen (Foto: Claus Bonnerup) Cykling - 25. jun. 2015 - kl. 19:54 Trods punktering: Ny Danmarksmester smadrede konkurrenterne

Inden præmieceremonien havde han suget luft ind og sundet sig, men havde ikke styr på, hvor suveræn, han egentlig var. For på trods af sin punktering havde han komfortable 34 sekunder ned til sølvvinder Rasmus Quaade.

- Nå havde jeg det, ha ha. Det må være gode ben.

- Jeg var heldig, at jeg havde en lynhurtig mekaniker i bilen, så jeg ikke fik ødelagt min rytme for meget, sagde Juul-Jensen.

Han havde det godt på den meget kuperede rute, hvor de mange seje stigninger konstant ødelagde rytmen og ikke ligefrem favoriserede de traditionelt dominerende watt-monstre.

- Jeg brugte stigningerne til at få pusten og så trykke til på det flade og nedkørslerne. De var ikke så stejle - så man kunne træde og holde wattene oppe.

Mange - også Ekstra Bladet - havde tippet Juul-Jensen til en plads på podiet. Men at det skulle blive til guld, var der ikke mange, der havde tippet på. Måske lige med undtagelse af ham selv.

- Jeg gik lidt stille med dørene, men tillod mig at være optimist og satse på sejren. Jeg havde alt at vinde og intet at tabe i og med, at jeg havde et rigtig godt forår og fik bevist mit værd i Giroen.

- Så personligt havde jeg det sådan, at enten kørte jeg med om sejren, eller også gik det slet ikke, sagde Christopher Juul-Jensen.

Se også: DM-favorits bizarre opvarmning: Kan intet huske

Og han måtte komme med en lille indrømmelse. For efter sin andenplads sidste år sagde han til Ekstra Bladet, at han da hellere måtte træne lidt i disciplinen - og det har han gjort.

- Ha ha. Ja, det har jeg. Jeg har trænet en del på det og fik lidt enkeltstartskilometer i benene i Giroen, hvor det også gik relativt okay (blev nr. 26, red.).

- Jeg har koncentreret mig om at fordøje Giroen ordentligt, og så havde jeg en vigtig opgave sidste uge sammen med Alberto (Route du Sud, som Alberto Contador vandt, red.).

Den opladning er ikke gået uset hen. I hvert fald kom der på Twitter hurtig lykønskninger fra kaptajn Contador.

- Tillykke med det danske TT-mesterskab, Christopher Juul-Jensen! Enkeltstarts-kilometer i fronten af feltet i Giroen og Route du Sud har betalt sig. Nyd det!!!

Med sejren har Christopher Juul-Jensen automatisk skrevet sig ind som favorit til søndagens linjeløb - hvor han kender ruten ganske godt.

- Mine forældre bor i Risskov, og mine svigerforældre i Ugelbølle, så jeg kender vejene og træner her.

- Men det gør mange af de andre også, så vi er mange om buddet, siger Christopher Juul-Jensen.

1 kommentar
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere