Britiske Geraint Thomas (Sky) vandt enkeltstarten på 1. etape af årets Tour de France, mens det generelt blev en flyvende dag for Chris Froome og hans Team Sky-mandskab.
Fire mand i top 10, hjælperytteren Thomas som vinder, Froome som nummer seks, og endnu vigtigere for briten så satte han alle sine konkurrenter på plads på de spejlglatte veje i Düsseldorf. Han var mere end et halvt minut hurtigere end folk som Richie Porte (BMC), Nairo Quintana (Movistar) og Alberto Contador (Trek).
Mens de jubler hos Team Sky, så er situationen en helt anden hos Movistar. For dagens helt store samtaleemne kan sagtens gå hen og blive, at favoritten Alejandro Valverde måtte udgå af løbet.
Den spanske Tour-favorit måtte nemlig Touren efter en katastrofal dag på cyklen, da han kom alt for hurtigt ind i et sving på de regnvåde, tyske veje og tordnede ind i barrieren. Alejandro Valverde blev liggende på asfalten og så ud til at være i store smerter, inden han fik hjælp.
Hans hold Movistar meddeler på Twitter, at Valverde er blevet kørt på hospital, hvor han skal undersøges for eventuelle brud, en flænge i det ene ben og smerter i siden efter faldet og sammenstødet med barrieren.
Geraint Thomas sikrede sig altså sejren foran Stefan Küng (BMC), og på tredjepladsen kom Thomas' holdkammerat Vasil Kiryienka.
Storfavoritten Tony Martin (Katusha) måtte tage til takke med en fjerdeplads på hjemmebanen i Tyskland.
Jakob Fuglsang (Astana) blev bedste dansker som nummer 70.
Helt generelt blev det en katastrofe-dag for spansk cykelsport, da et andet af deres Tour-håb, Bahrain-Meridas kaptajn Ion Izaguirre, en outsider til at vinde dagens enkeltstart, også måtte forlade løbet.
Han kom også galt af sted på de meget våde veje og kom aldrig op på cyklen igen ved egen kraft. Og for at gøre ondt værre, så styrtede Izaguirre i præcis samme sving, som også kostede Valverde den videre deltagelse - Tourens første dag krævede altså to endog meget store ofre.
Men hos Team Sky kan de kun være jublende lykkelige. Dagen forløb perfekt for dem!
Søndagens udfordring er næppe en etape, der vil byde på de store forandringer i klassementet. De 203 kilometer fra Düsseldorf til Liège er forholdsvis flade og ligner en gave til sprinterne.