Holdkammerat garanterer: Tour-vinder har aldrig dopet sig

Mistanken om snyd klæber fortsat til Tour-vinder Bradley Wiggins, som nu får støtte fra meget tidligere holdkammerat, som bare ved med sikkerhed, at Wiggins altid har været ren som sne

Bradley Wiggins på vej mod den samlede sejr i Tour de France 2012. Foto: Claus Bonnerup.
Bradley Wiggins på vej mod den samlede sejr i Tour de France 2012. Foto: Claus Bonnerup.

Mens den engang yderst populære Bradley Wiggins kæmper for sit eftermæle i kølvandet på den russiske hackergruppe Fancy Bears’ afsløring af hans lægeordinerede brug af præstationsfremmende stoffer, kommer en tidligere – meget tidligere – holdkammerat ham nu til undsætning.

Bryan Steel, hedder manden, som ved OL i 2000 og 2004 kørte på det britiske banelandshold med Wiggins. Han ikke bare tror, men ved, at Wiggins aldrig har brugt doping.

- I British Cycling (den britiske cykleunion, red.) hersker den samme tankegang, som jeg har, og jeg har en stærk antidoping-indstilling og er en antidoping-ambassadør, siger Steel til nottstv.com ifølge cyclingnews.com.

- Personligt kender jeg Bradley meget godt, og jeg ved, at han aldrig har dopet sig, siger Steel og understreger, at TUE’er – altså licens til at bruge ulovlige stoffer – er en del af sporten.

- Nogle gange må man tage medicin for at bekæmpe forkølelse og hoste. Jeg havde altid medicin med mig, men jeg brugte det aldrig. Jeg havde det blot med for en sikkerheds skyld, siger Steel, som indstillede sin aktive karriere i 2004.

Steel vurderer, at Wiggins på tilsvarende vis kan have fået tilladelse til at bruge medicin uden nogen sinde at udnytte tilladelsen. Wiggins kan have søgt tilladelserne blot for en sikkerheds skyld, mener Steel. Dette strider dog mod reglerne, idet en TUE kun udstedes i forbindelse med en lidelse, der kræver behandling - ikke en, der måske kræver behandling.

Tvivl og mistanke har længe fulgt Team Sky, som hurtigt efter debuten i 2010 blev et af feltets dominerende hold. Chris Froome kom fra ingenting og kørte som en motorcykel i Vuelta a España i 2011, mens banerytteren Bradley Wiggins i 2012 vandt Tour de France.

Christopher Froome ved præsentationen af Tour-ruten 2017. Han er storfavorit til at vinde løbet for fjerde gang. Til venstre franskmanden Romain Bardet, og til højre australieren Richie Porte. Foto: AP.
Christopher Froome ved præsentationen af Tour-ruten 2017. Han er storfavorit til at vinde løbet for fjerde gang. Til venstre franskmanden Romain Bardet, og til højre australieren Richie Porte. Foto: AP.
 

Siden overtog Froome lederskabet på holdet og vandt Touren i 2013, 2015 og 2016, mens han i år er storfavorit til at vinde for fjerde gang. Hele vejen igennem har skeptikere på de sociale medier tordnet mod holdet i øjensynlig overbevisning om, at det britiske storhold snyder sig til hæder og ære.

Kritikken fra de oftest anonyme skeptikere – de såkaldte internet-trolls – fik i 2012 Wiggins til at tabe besindelsen under Tour de France, da han i den gule trøje igen og igen blev konfronteret med mistanke om medicinsk snyd.

- Jeg vil sige til de mennesker, at de er nogle fucking 'wankers' (onanister, red.), sagde Wiggins med voksende ophidselse.

- Det er mennesker, der aldrig nogensinde kan forestille sig at overvinde sig selv og opnå noget så stort i livet (som at vinde Tour de France, red.).

- De sidder der og forsøger at retfærdiggøre deres egen elendighed. De gør intet i livet andet end at sidde på deres røve og skrive lort i stedet for at leve deres eget liv, sagde Wiggins.

Siden den kontroversielle sag om hans TUE’er dukkede op, har han mere koldblodigt forsøgt at gøre begribeligt, at han faktisk livet igennem har døjet med astma og allergi.

Indtil nu har hverken han eller teammanager David Brailsford haft held til at lægge sagen bag sig. Det britiske antidopingagentur UKAD er i færd med at efterforske Team Sky og British Cycling. Der er ingen oplysning om, hvornår undersøgelsen ventes afsluttet.

Se også: Udskældt Sky-boss parat til at træde tilbage

Se også: Froome lægger afstand til teamboss

Se også: Kyllingen om Sky: Flagskibet sprunget læk

16 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere