Holdlæge: Pille-forbud har betydet færre styrt

Det smertestillende og sløvende Tramadol er blevet forbudt i cykelsport, og det er en væsentlig grund til, at der har været relativt få styrt i Tour de France i år, mener holdlægen Joost de Maeseneer

Joost de Maeseneer i 2009, da han var holdlæge på Team Saxo Bank. Rytterne er Fränk og Andy Schleck. Teamejer var Bjarne Riis. Foto: Claus Bonnerup / Ritzau Scanpix.
Joost de Maeseneer i 2009, da han var holdlæge på Team Saxo Bank. Rytterne er Fränk og Andy Schleck. Teamejer var Bjarne Riis. Foto: Claus Bonnerup / Ritzau Scanpix.

CHALON-SUR-SAÔNE (Ekstra Bladet): Den internationale cykleunion UCI forbød fra 1. marts det kraftigt smertestillende tramadol i konkurrence, og det har betydet, at det har været mindre farligt at køre Tour de France i år.

Det mener Jakob Fuglsangs tidligere holdlæge, hollænderen Joost de Maeseneer. Han var i en årrække læge på Bjarne Riis’ hold og var også i fire år på Astana, før han skiftede til det belgiske prokontinentalhold Wanty-Groupe Gobert.

- I alle de år, jeg har været med i Tour de France, har den første uge været kaotisk og risikofyldt med et væld af styrt. En gang med Alberto Contador på Team Saxo Bank havde vi fem ryttere i asfalten på første etape, siger Joost de Maeseneer til Ekstra Bladet.

- Der var konstant styrt i de første dage. Nu er det anderledes. Det kan være et tilfælde, men jeg er overbevist om, at det skyldes, at tramadol er ude af billedet.

- De læger, jeg kender her i Tour-karavanen, ser alle en sammenhæng mellem styrt og tramadol. Jeg tør konkludere, at forbuddet er en væsentlig årsag til, at der har været så relativt få styrt i år, siger Joost de Maeseneer.

Tramadol er et stof i gruppen af opioider, hvor morfin er det mest potente. Stoffet er potentielt vanedannende, men den værste bivirkning i cykelsporten er dets sløvende effekt, hvilket svækker rytternes reaktionsevne.

Fordelen ved at bruge tramadol er den simple, at det er så kraftigt smertestillende, at det reelt er præstationsfremmende. Rytterne kan ganske enkelt køre længere og hurtigere, når det ikke gør ondt i benene.

- Tramadol er ikke bare almindelig smertestillende medicin. Det er kraftig medicin, som ikke hører hjemme i cykelsporten, siger Joost de Maeseneer.

- Jeg er meget glad for, at der er indført et forbud, siger De Maeseneer, som sammen med Lotto-Soudals læge, Servaas Bingé, fredag i avisen Het Nieuwsblad præsenterede deres teori om sammenhængen mellem tramadol og styrt.

Joost de Maeseneer var i 2010 teamlæge på Team Saxo Bank, som havde blandt andre Jakob Fuglsang og Andy Schleck på holdet. Foto: Ole Steen / Ritzau Scanpix.
Joost de Maeseneer var i 2010 teamlæge på Team Saxo Bank, som havde blandt andre Jakob Fuglsang og Andy Schleck på holdet. Foto: Ole Steen / Ritzau Scanpix.
 

Mark Sergeant, som er ledende sportsdirektør på Lotto-Soudal, er også glad for forbuddet mod brug af tramadol i konkurrence, men han er ikke overbevist om, at man så direkte kan aflæse en effekt af forbuddet.

- Efter 1. marts, da forbuddet mod tramadol trådte i kraft, er der da sket en del styrt rundt omkring, så jeg tror ikke, at der er en direkte sammenhæng, siger Marc Sergeant.

- Ikke desto mindre er det godt, at så stærk medicin holdes ude af sporten. Det er alle glade for, siger Sergeant.

Siden 1. marts er op mod 300 dopingprøver testet for tramadol. Ingen af dem har været positive, oplyste præsidenten for den internationale cykleunion, David Lappartient, til Ekstra Bladet ved Tour-starten i Bruxelles.

Tejay van Garderen er i smerter efter sit styrt. Foto: MARCO BERTORELLO/Ritzau Scanpix Cykling - 12. jul. 2019 - kl. 12:31 Stort navn i blodigt styrt

Se også: Mesteren stjal sekunder: - Benene var pænt gode

Se også: Sportsdirektør: Der kommer mere fra Mads

Se også: Tromlet af fransk tv: - Vanvittigt respektløst

1 kommentar
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere