Hollandsk cykelfænomen forlænger og drømmer om tre VM-titler

Mathieu van der Poel har forlænget sin kontrakt med Alpecin-Fenix frem til udgangen af 2025

Mathieu van der Poel fik seks dage i gult i dette års Tour de France, inden han trak sig efter 8. etape for at fokusere på OL. Foto: Thomas Samson/Ritzau Scanpix
Mathieu van der Poel fik seks dage i gult i dette års Tour de France, inden han trak sig efter 8. etape for at fokusere på OL. Foto: Thomas Samson/Ritzau Scanpix

Mathieu van der Poel har forlænget sin kontrakt med Alpecin-Fenix frem til udgangen af 2025.

Og den 26-årige hollænder drømmer stort. Han er allerede firedobbelt verdensmester i cykelcross, og han vil gerne have tilsvarende titler i landevejscykling og mountainbike.

- Jeg forsøger ikke at tænke for langt frem, men det vil være en drøm, der går i opfyldelse, hvis jeg kunne blive verdensmester i tre forskellige discipliner i de kommende år.

- Jeg kommer højest sandsynligt til at kombinere landevejscykling, cykelcross og mountainbike frem til Paris i 2024, siger van der Poel ifølge Cyclingsnews med henvisning til OL i den franske hovedstad.

Alpecin-Fenix-stjernen døjer i øjeblikket med rygproblemer og dermed tvivlsom til VM i Flandern, der afvikles senere i september.

Van der Poel har ellers taget landevejscyklingen med storm i de seneste år, hvor han har vundet flere klassikere. I sommer vandt han også karrierens første etape i Tour de France og bar den gule førertrøje i seks dage.

Van der Poel kommer fra en rigtig cykelfamilie. Han er søn af Adri van der Poel, der vandt blandt andet to Tour de France-etaper, Flandern Rundt, Liège-Bastogne-Liège og Amstel Gold Race.

Hans morfar er Raymond Poulidor, som otte gange sluttede på podiet i Tour de France, men aldrig vandt løbet. Han vandt til gengæld syv Tour-etaper og en samlet sejr i Vuelta a España i 1964.