Hvem kan slå den mand? 'Han får jo de andre til at ligne juniorer'

Michael Rasmussen er sikker på, Marcel Kittel får flere etapesejre i årets Tour. Her følger hans Top og Flop fra dagens etape

Hvor mange sejre får Kittel i årets Tour de France. Det er svært at forestille sig, at han ikke har flere sejre foran sig. Foto: AP
Hvor mange sejre får Kittel i årets Tour de France. Det er svært at forestille sig, at han ikke har flere sejre foran sig. Foto: AP

Marcel Kittel moste konkurrenterne i massespurten igen, og Jakob Fuglsang, Romain Bardet og Alberto Contador røg alle i asfalten på dagens 11. etape i Tour de France.

Danskerens styrt blev straks dagens store samtale-emne, og selvom Fuglsang heldigvis slap med skrækken og undgik brud på det beskadigede venstre håndled, så gik der et sus igennem Tour-danskerne i dag.

Ekstra Bladets cykel-ekspert Michael Rasmussen så også med på dagens etape, og selvom han ikke så, hvordan styrtet skete, og hvad der forårsagede det, så fortæller den tidligere Tour de France-bjergkonge, at man altid skal være ekstra opmærksom i forplejningszonen.

- Jeg har ikke set styrtet, så jeg kan af gode grunde ikke sige, hvad der skete. Men som jeg forstår det, så sker styrtet omkring forplejningszonen, hvor der tit kan være virvar og kaos.

Kittel jubler for femte gang i årets Tour. Foto: AP
Kittel jubler for femte gang i årets Tour. Foto: AP


 - Det er også en af årsagerne til, at jeg aldrig har taget en madpose i en forplejningszone i Tour de France. Jeg fik altid nogen til at tage den for mig, fordi det indebærer en risiko. Det er bedre en holdkammerat styrter, end jeg styrter. Det er et spørgsmål om at risiko-minimere, når man er kaptajn, hvor man kan tillade sig at bede holdkammeraterne om at tage en for dig, siger Kyllingen.

Igen i dag var han og vi vidne til nok en suveræn tysk opvisning i massespurten, da Marcel Kittel for femte gang i årets Tour de France spurtede først ind over stregen.

Rasmussen var naturligvis imponeret over tyskerens fantastiske spurt-stime

- Kittel får alle de andre sprintere til at ligne en flok juniorryttere. I dag så det nærmest ud som om, han ventede for at se, hvor lidt der skulle til for at vinde. Han sparkede nærmest bare til pedalerne fire gange, og så var han forrest og kunne jublende køre først over målstregen.

- Det så meget nemt ud i dag, og jeg har svært ved at forestille mig, han ikke vinder flere etaper. Jeg kan ikke se, hvor truslen skal komme fra.

- Der er ikke nogen, der kan slå ham. Han kan jo næsten sige til sine hjælperyttere; ’Bare sæt dig i hjulet hos mig, så bliver du nummer to.’

Her følger Michael Rasmussens Top og Flop fra dagens etape

Dagens Top:
Maciej Bodnar

- Selvfølgelig kunne Marcel Kittel sagtens have fået den i dag. Men han kan få dagens top på en af de næste sprinteretaper,som han vinder senere i løbet, lyder det med et grin fra Rasmussen.

- Derfor giver jeg prisen til Maciej Bodnar. Det var umanerligt flot og imponerende kørsel af Bodnar. Han sad i udbrud i 203 af etapens 203,5kilometer, og han var altså lige at snyde sprinterne i dag. Af de tre, der sad i front, så var det ham, der kunne lave tricket. Det var jo også at respekt for ham, at de tre udbrydere ikke fik lov at køre ud i horisonten, siger Michael Rasmussen.

Contador var i asfalten igen i dag. Værre gik det dog ud over hans liggende holdkammerat Michael Gogl. Foto: AP
Contador var i asfalten igen i dag. Værre gik det dog ud over hans liggende holdkammerat Michael Gogl. Foto: AP
 

Dagens Flop:
Manglende koncentration hos rytterne.

- Det er sjældent, at så mange af stjernerne styrter uafhængigt af hinanden, som vi ser det i dag. Hvis 40 mand ryger ned samtidig, så kan man forstår det, men her er det halvdumme styrt, hvor et par stykker ryger af gangen. Det er ofte det, der sker, når folk ikke er helt koncentrerede. De ved, udbruddet bliver kørt ind, og dagen skal bare gå for dem. Og så ryger koncentrationen altså, hvis man ikke er vågen.

Se også: Touren lever: Jakob Fuglsang slap med skrækken

Se også: Frygtelig Fuglsang-dag: Røg i asfalten på hektisk etape

Se også: Forarget Valgren: 'Smid ham ud - det er uansvarligt'

 

11 kommentarer
Vis kommentarer