Hylder sin lærling: Lykkelig for Fuglsang

For ti år siden hjalp Jakob Fuglsang sin gode ven Andy Schleck til sejr i Liège-Bastogne-Liège, og søndag var det så danskerens tur til at vinde det belgiske monument

Ti år efter han hjalp vennen til sejr. Foto: Ritzau Scanpix/Ritzau Scanpix
Ti år efter han hjalp vennen til sejr. Foto: Ritzau Scanpix/Ritzau Scanpix

For ti år siden var nyprofessionelle Jakob Fuglsang den vigtigste hjælperytter for Andy Schleck, da den luxembourgske komet vandt Liège-Bastogne-Liège, så da Schleck søndag så sin nære ven selv vinde det belgiske monument, kom følelserne i kog.

- Da jeg så ham køre alene ind mod mål, var jeg lykkelig på hans vegne. Jeg var så glad. Jeg vidste, han ville vinde. Det er en sejr, han har brug for, og det en sejr, han fortjener, siger Andy Schleck til Ekstra Bladet.

- Jeg var meget, meget glad, da han kørte over stregen, og jeg er meget glad nu. Jakob fortjente at vinde, siger Schleck, som vandt Liège-Bastogne-Liège i tredje forsøg og fik uvurderlig hjælp på vejen af sin unge holdkammerat Fuglsang på Team Saxo Bank.

- Jakob gjorde et utroligt stykke arbejde for mig i 2009 – ja, han var måske den af alle på holdet, der trak det største læs. Han var færdig 20 kilometer fra mål, men siden dengang har jeg vidst, at han havde det i sig, og at han kunne vinde det løb en dag, siger Andy Schleck.

- Jeg er lykkelig for, at det er lykkedes ham at gøre det nu.

Fuglsang var nyprofessionel, da han kørte som hjælperytter for Schleck i 2009, og de to ryttere knyttede et tæt venskab. Også Andys storebror Fränk kørte på holdet, og brødrene begyndte snart at opfatte deres danske ven som en bror.

Der er løbet en del vand under broen siden den tid. Foto: Claus Bonnerup
Der er løbet en del vand under broen siden den tid. Foto: Claus Bonnerup
 

I 2011 flyttede Fuglsang til Luxembourg for at kunne træne dagligt med brødrene. Han købte en lejlighed lige under Andys i byen Mondorff les Bains, hvor også Fränk boede. Det var i Luxembourg, at Fuglsang mødte sin nuværende kone, Loulou, med hvem han har datteren Jamie Lou på snart to år.

- Da jeg vandt løbet, var det første gang, Jakob kørte det, og han gjorde et enormt stort arbejde for mig. Han var lige blevet professionel dengang, fortæller Andy Schleck.

- Her ti år senere vinder han så selv løbet. Det er imponerende. Og den måde, han vandt løbet på, kalder på respekt. Der var intet held, ingen tilfældigheder, med i spillet. Han gjorde det selv.

- Han var den stærkeste rytter, og han gjorde, hvad han nødvendigvis måtte gøre, nemlig at køre fra dem alle sammen på den sidste stigning og holde alle bag sig helt til mål, siger Andy Schleck.

- Hvilke tanker gjorde du dig om Fuglsangs chance i Liège inden løbet?

- Han var vel den stærkeste i Amstel Gold Race i søndags, og han var en af de stærkeste i Flèche Wallonne i onsdags. Jeg blev også nummer to i Flèche i 2009, så jeg vidste, at Jakob var en, man skulle regne med i Liège-Bastogne-Liège i år, siger Andy Schleck.

- Liège er et løb, hvor kun den stærkeste vinder. Det er et løb, hvor benene taler, og Jakob var tydeligvis den stærkeste i feltet. Han forstod, at han måtte af sted alene.

- Jakob kan ikke spurte. Han er en topatlet, men det nytter ikke, at han trækker en stor gruppe med sig til mål, for han bliver altid slået.

- Han har ikke de eksplosive kræfter til sidst. Han har desværre ikke det punch, der skal til. Han er en langdistance-væddeløber, og han skal komme alene til mål.

- Det har han forstået, og han kørte løbet klogt og gjorde, hvad han vidste, at han måtte gøre for at vinde, siger Andy Schleck.

Schleck indstillede sin karriere ved udgangen af 2014 og driver i dag en stor cykelforretning i Luxembourg. Han arbejder under Tour de France som ambassadør for storsponsoren Skoda.

Cykling - 27. apr. 2019 - kl. 18:55 Lige før målstregen: Dansker tager røven på alle

Se også: Fuglsang dybt rystet: - Det er fuldstændigt latterligt

Se også: Cort giver den gas: 'Disse briller giver mig hårdere erektion'

Et gult kort til en keeper kan være guld værd. Foto: Ritzau Scanpix Sport og Spil Henrik afslører hul i systemet: Sådan scorer du kassen på gule kort

17 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere