Vingegaards vilde forvandling: Chefen takker danskerens kæreste, Trine - læs mere her.
For alle danske cykelfans står sommeren 2022 klart i erindringen.
Jonas Vingegaards Tour de France-sejr var naturligvis højdepunktet.
Undervejs oplevede alverdens tv-seere imidlertid et ikonisk øjeblik. Tadej Pogacar styrtede, men Jonas Vingegaard ventede, og de to rivaler gav efterfølgende hinanden hånden.
Men vil Pogacar gøre det samme, hvis Vingegaard skulle styrte?
Det spurgte Ekstra Bladet den slovenske verdensstjerne om under UAE-kaptajnens pressemøde lørdag i Paris dagen inden Paris-Nice.
- Hvis han styrter, og andre ikke kører ræs, så vil jeg med sikkerhed. Der er respekt i feltet. Vi venter for at se, om han er okay, men hvis løbet allerede er i gang, kan du ikke bare stoppe det. Det er sværere, når alle giver den fuld gas med angreb.
- Selv hvis en styrter, og det er lige meget hvem, så kan du ikke stoppe løbet, fordi ingen har den slags magt.
- Føler du, at du skylder ham en efter Touren, hvor du styrtede?
- Jeg ved ikke, om jeg skylder ham. Det tror jeg ikke. Han havde holdkammerater, der kom bagfra, så for ham var det bedre, at jeg styrtede, så vi stoppede farten lidt. Men det var en flot gestus. Det viste respekt, siger Pogacar.
Sjældent i kontakt med Vingegaard
De to stjerner, der kører første etapeløb mod hinanden siden Tour de France, har kun kontakt, når de er til løb sammen.
- Hvornår har I senest talt sammen?
- Det var nok på Champs-Élysées, siger Pogacar med et smil, inden han lige får tænkt sig om en ekstra gang.
- Han er lidt stille for sig selv, men ... arh, han kørte Lombardiet Rundt (8. oktober 2022, red.), så jeg tror, at vi talte sammen der.
Verdens bedste?
Rigtig mange vil pege på enten Pogacar eller Vingegaard, når verdens bedste rytter lige nu skal udpeges. Især også efter, at de begge har haft en forrygende sæsonstart, men Pogacar selv er dog ikke meget for at pege på en.
Måske fordi han så skulle rette fingeren 180 grader ind mod sig selv, men det virker han umiddelbart for ydmyg til.
- Jeg ved det ikke. Der er nogle rigtig gode ryttere, der kan vinde mange løb, så for nu er det svært at sige, hvem der er den bedste.
Vingegaard er derimod mere klar i spyttet. Under O Gran Camiño for halvanden uge siden fortalte han Ekstra Bladet, at han anerkender, at Pogacar er verdens bedste lige nu - se det og flere andre påstande til Vingegaard her: