Inden historisk hård VM-rute: - Vi har steppet op

Det danske landshold trænede i østrigsk idyl, men landstræneren drømmer sig til Rio for at finde håb inden VM søndag

Vejret og omgivelserne var i top, da de danske landsholdsryttere kastede sig ud på ruten i de østrigske alper forud for VM søndag. Foto: Tariq Mikkel Khan
Vejret og omgivelserne var i top, da de danske landsholdsryttere kastede sig ud på ruten i de østrigske alper forud for VM søndag. Foto: Tariq Mikkel Khan

INNSBRUCK (Ekstra Bladet): Omgivelserne fejlede absolut ingenting, da otte danske cykelryttere torsdag formiddag begav sig ud på en del af den rute, der søndag skal danne ramme om verdensmesterskabet på landevej i Østrig.

Godt nok måtte Jakob Fuglsang, Michael Valgren og resten af det udvalgte danske landshold gøre sig klar på en beskeden grusparkeringsplads efter at være blevet transporteret fra landsholdets base i Brixental til Vomperbach godt ti kilometer fra Gnadenwald-stigningen, der er blandt udfordringerne på den usædvanligt hårde VM-rute.

Men da de to Astana-ryttere først kom på cyklerne og fik guidet resten af det danske landshold op gennem de krogede østrigske alper, så var det som klippet ud af et postkort.

Rytterne kan næppe have undgået at skele op til de imponerende bjerge på begge sider af træningsruten – og ingen af dem vil næppe benægte, at de af og til lod sig distrahere en anelse af de bimlende klokker, som køerne på engene i Tyrol flittigt bærer om halsen.

Arrangørerne har tydeligvis lagt vægt på æstetikken, da ruten fra Kufstein til Innsbruck blev lagt.

Michael Valgren og Jakob Fuglsang førte an i det øøstrigske alper. Foto: Tariq Mikkel Khan
Michael Valgren og Jakob Fuglsang førte an i det øøstrigske alper. Foto: Tariq Mikkel Khan
 

Fokus på Fuglsang
I alt 258,5 kilometer skal forceres og med de små 5.000 højdemeter er der garanti for, at den kommende verdensmester kan køre opad.

Det kan både Jakob Fuglsang og Michael Valgren, men den danske landstræner, Anders Lund, lagde ikke skjul på, hvordan ansvarsfordelingen er, inden han sendte sine ryttere af sted og fulgte efter i en af Dansk Cykle Unions medbragte biler.

- Michael og Fuglsang er jo vant til at køre sammen, og de har siddet i finaler før og hjulpet hinanden. Og de kan godt få lov at køre hvert deres cykelløb, mens det stadig er til vores fordel.

- Vores opmærksomhed kommer til at dreje sig om Fuglsang. Men Michael er meget optimistisk og formstærk, lød det fra Anders Lund, der dog ikke ville lægge sig fast på den endelige taktik, før rytterne havde overstået dagens 132 kilometer lange træningstur. Den længste, inden det bliver alvor søndag.

Anders Lund tegnede og fortalte, inden rytterne blev sendt ud på ruten. Landstræneren skyggede dem i bilen hele vejen. Foto: Tariq Mikkel Khan
Anders Lund tegnede og fortalte, inden rytterne blev sendt ud på ruten. Landstræneren skyggede dem i bilen hele vejen. Foto: Tariq Mikkel Khan
 

Skal forbedre skuffende EM
De danske ryttere er strømmet til Østrig fra nær og fjern på forskellige tidspunkter, men onsdag var samtlige ryttere samlet på et sportresort en god times kørsel fra målområdet i Innsbruck.

Det er noget tidligere end ved EM i Glasgow i august, hvor Danmark leverede et skuffende resultat med blot to ryttere, der gennemførte løbet - og med Michael Mørkøv som bedste dansker på en 18. plads.

- Vi er steppet op i forhold til EM. Vi mødes noget tidligere og prøver at komme lidt skarpere ind til løbet. Det er det rigtige at gøre, forklarede Anders Lund, mens rytterne gjorde sig klar til at komme af sted.

Holdet til VM består fortrinsvis af ryttere, der rent faktisk er i form til at køre en så hård rute, som der venter i de stejle og udmattende østrigske bjerge.

Derfor er der eksempelvis også blevet plads til amatøren Emil Vinjebo, der til dagligt kører for kontinentalholdet ColoQuick - i cykelsportens tredjebedste liga.

- Han er i meget god form. Det var selvfølgelig et puslespil at finde dem, der er klar til det – både mentalt og fysisk. Og det, synes jeg, er lykkedes godt. Stemningen er god, og folk glæder sig, siger Anders Lund.

Til gengæld er Tour de France-etapevinderen Magnus Cort ikke med. Han meldte selv fra, fordi han kæmper med formen, selvom Danmark for første gang siden 2004 har otte ryttere med ved VM takket være de gode danske præstationer i løbet af året.

Drømmen om Rio
De otte danskere nøjedes dog ikke med at træde watt på de frygtindgydende stigninger blandt køer og geder. Også opløbsstrækningen og målområdet skulle lige testes af en enkelt gang, inden i i hvert fald et par danskere forhåbentligt kan køre tilfredse over stregen sent søndag eftermiddag.

Gerne i nogenlunde samme stil, som da Jakob Fuglsang højst overraskende snuppede en sølvmedalje ved OL i Rio de Janeiro i 2016.

-Vi stiller ikke op som medaljefavoritter, men det var vi vel heller ikke på papiret i Rio – og der lykkedes det alligevel. Så målsætningen er vel, at vi er med i finalen og omkring top ti på den gode dag. Er vi det, og rammer de dagen, og hvis det går, som det er gået mange gange i løbet af året, hvor danskerne bare har været stærke, så håber jeg da, at vi kan være med, lød det fra en håbefuld dansk landstræner.

Jakob Fuglsang er bedste bud på et dansk topresultat. Foto: Tariq Mikkel Khan
Jakob Fuglsang er bedste bud på et dansk topresultat. Foto: Tariq Mikkel Khan
 

- De kalder mig den tykke dansker

Det var ikke kun græssende køer og utålmodige bilister, der fulgte det lange danske træningspas i de østrigske alper.

På rundstrækningen lagde rytterne sandsynligvis mærke til to danskere i fuld krigsmaling med horn, megafon og flag – vel at mærke fire dage inden herrernes løb søndag.

- Du behøver ikke skrive mit navn i avisen. Alle her kender mig som ’Den Dikken Deen’ (Den Tykke Dansker, red.), lød det fra en af de to.

Med alle mener han de andre hardcore cykelfans fra Holland, Norge og Belgien, der også tropper op år efter år, når der er VM på menuen.

- Jeg startede i 90’erne og er der hver gang, det er i Europa. Så jeg sprang godt nok Richmond og Doha over, forklarer han om mesterskaberne i 2015 og 2016.

Artiklen fortsætter under billedet.

Der var et par danske fans på ruten, hvor Jakob Fuglsang og resten af de danske ryttere trænede. Andre med rød-hvide flag befandt sig i målområdet. Foto: Tariq Mikkel Khan
Der var et par danske fans på ruten, hvor Jakob Fuglsang og resten af de danske ryttere trænede. Andre med rød-hvide flag befandt sig i målområdet. Foto: Tariq Mikkel Khan
 

Mødes med de tossede hollændere
Det er belgierne – eller flamlænderne, som han kalder dem – der har fundet på kælenavnet – og fabrikeret en trøje med navnet.

Og udover kammeraten Frede Christensen, så er det da også primært udenlandske cykelfans, han fordriver tiden med, når rytterne ikke befinder sig på asfalten foran ham.

- I mange år har jeg næsten været den eneste dansker, synes jeg, men jeg plejer at mødes med de tossede hollændere. Alle os, der kommer hvert år og er lidt hardcore, vi kender hinanden, siger han, mens en medbragt højttaler med tvivlsom hollandsk musik spolerer størstedelen af den idyl, der ellers hersker i området.

Skruet ned bliver der imidlertid ikke, og VM i cykling er da også mere end bare cykelløb – i hvert fald for dem, der følger med fra vejkanten.

- Fredag starter festen, der kommer de alle sammen, griner den tykke dansker.

Tilskuerne kan nyde udsigten, mens de venter på rytterne ved VM i Østrig. Foto: Tariq Mikkel Khan
Tilskuerne kan nyde udsigten, mens de venter på rytterne ved VM i Østrig. Foto: Tariq Mikkel Khan

Se også: Dansker i voldsomt VM-styrt: Fænomen smadrede alt og alle

Se også: Dansker leverer kæmpe VM-bedrift: Ingen kunne røre superstjerne

Storindkøbet Kenan Kodro har scoret fem gange i Europa for FCK, men har skudt med løst krudt i Superligaen. Foto: Jens Dresling Sport og Spil Superligaen indefra: FCK's kæmpekøb nærmer sig flop-status

2 kommentarer
Vis kommentarer