Italiensk mester tager fusen på Evenepoel i tæt EM-duel

Sonny Colbrelli slog Remco Evenepoel i spurten, da de to ryttere kæmpede om EM-guldet i Italien

Den nye europamester Sonny Colbrelli har ramt topformen. Det er blot en uge, siden han vandt Benelux Tour, hvor dette billede stammer fra. Foto: David Stockman/Ritzau Scanpix
Den nye europamester Sonny Colbrelli har ramt topformen. Det er blot en uge, siden han vandt Benelux Tour, hvor dette billede stammer fra. Foto: David Stockman/Ritzau Scanpix

Italieneren Sonny Colbrelli er ny europamester i landevejscykling.

På hjemmebane i det nordlige Italien var han hurtigst i spurten, da han og Belgiens Remco Evenepoel skulle afgøre EM-løbet i Trentos smalle gader.

Colbrelli havde luret, at det gjaldt om at komme først ind i opløbssvinget, og den italienske mester kunne køre over målstregen i jubel efter 179 kilometers hårdt slid.

Evenepoel har grund til at ærgre sig, for det var det belgiske supertalent, der skabte løbet og tog langt det største slæb undervejs.

Det var ham, der var den store motor, da Evenepoel, Colbrelli og franskmanden Benoit Cosnefroy mod slutningen skilte sig ud fra en større udbrydergruppe.

Trioen holdt sig i front, da rytterne kørte ud på sidste omgang på ruten omkring Trento. Men 12 kilometer fra mål måtte Cosnefroy opgive at følge med i Evenepoels opskruede tempo.

Colbrelli kunne belgieren dog ikke slippe af med. Italieneren sad klistret til hjulet og satte sin lid til sine velkendte evner i spurterne.

Det frustrerede Evenepoel, at han ikke kunne køre fra den farlige rival, som ikke var interesseret i at tage føringer.

Han råbte og fægtede med armene, men Colbrelli var kold og viste sig som ventet som den bedste afslutter.

Sejren understreger, at Colbrelli har gang i en stor sæson. I juni blev han italiensk mester, og det er blot en uge, siden han vandt det stærkt besatte etapeløb Benelux Tour.

Kan han fastholde topformen, hører han også til i favoritfeltet ved VM i Flandern om to uger.

Ingen danskere var til start i EM-løbet.