Italienske cykelløb afvikles trods coronafrygt

Arrangører siger, at Strade Bianche, Tirreno-Adriatico og Milano-San Remo køres som planlagt trods virusfrygt

Banerytteren Michael Mørkøv vandt søndag VM-guld i parløb. Foto: Kacper Pempel/Reuters
Banerytteren Michael Mørkøv vandt søndag VM-guld i parløb. Foto: Kacper Pempel/Reuters

Trods frygten for coronavirus bliver de italienske cykelløb Strade Bianche, Tirreno-Adriatico og Milano-San Remo afviklet som planlagt.

Det har RCS Sport, der arrangerer World Tour-løbene, skriftligt meddelt alle hold mandag. Det skriver velonews.com.

I de seneste dage har flere medier skrevet, at de italienske cykelløb var i fare for aflysning på grund af coronavirus.

- Vi ønsker at understrege, at alle løb bliver afviklet, skriver RCS Sport til holdene.

Opdateringen om denne måneds store italienske løb er kommet, efter at holdene har bombarderet arrangørerne med spørgsmål og tvivl om afviklingen.

Strade Bianche køres efter planen på lørdag, Tirreno-Adriatico afvikles 11.-17. marts, mens Milano-San Remo løber af stablen 21. marts.

David Lappartient, præsident i Den Internationale Cykelunion (UCI), oplyste søndag, at det er de nationale myndigheder, der træffer den endelige afgørelse.

Lappartient støtter beslutningen om at gennemføre de italienske løb, og indtil videre har italienske myndigheder ikke pillet ved cykelløbene.

I sidste uge blev UAE Tour aflyst inden de to sidste etaper. Det skyldtes frygt for coronavirus.

Michael Mørkøv, der havde været en del af UAE Tour, var rejst videre til Berlin for at deltage i bane-VM, og det skabte stor dramatik.

Mørkøv, der var rejst til Berlin inden aflysningen af UAE Tour, nåede at kramme sine danske holdkammerater, inden han blev sat i karantæne på sit hotelværelse i 36 timer.

Danskeren var ikke smittet med coronavirus og fik lov til at køre ved bane-VM, og søndag vandt han VM-guld i parløb med Lasse Norman Hansen.

2 kommentarer
Vis kommentarer