Chris Froome er det helt store prestigeprojekt på cykelholdet Israel Start-Up Nation.
Før sæsonen blev den firedobbelte Tour de France-vinder præsenteret som israelernes nye stjerne. Ham, der kunne skaffe holdet dets første Tour de France-triumf.
Men før den 35-årige brites sæsondebut søndag i etapeløbet UAE Tour er der stor tvivl om Froomes niveau.
Mens holdkammeraterne i januar var på træningslejr ved Girona i Spanien, knoklede Froome løs i Californien, USA.
Med hjælp fra holdets træner Paulo Saldanha har Froome forsøgt at få bugt med eftervirkningerne af de skader, han pådrog sig i et voldsomt styrt for lidt over halvandet år siden.
- Tilgangen er at tage den tid, det tager for at få gang i de fundamentale ting og få bygget ham op på det rigtige niveau, siger Israel Start-Up Nations danske sportsdirektør, Nicki Sørensen.
På en træningstur før en etape i Critérium du Dauphiné i 2019 slyngede vinden Froome ind i en mur.
Han mistede bevidstheden og blev sendt på hospitalet med brud på nakke, albue, lårbensknogle, hofte og ribben. En smadret krop.
Han blev klar til starten på 2020-sæsonen, men niveauet var langt fra normalen.
- Efter et stort styrt kan der godt være en del af muskulaturen i ben og hofte, som ikke har samme styrke i begge sider. Hvis man skal presse kroppen så meget, som en cykelrytter skal, er det vigtigt, at der er en balance i det, siger Nicki Sørensen.
Den langlemmede brite med den taktfaste kørestil har brugt Red Bulls genoptræningsfaciliteter i Santa Monica til at gøre kroppen klar til strabadserne på landevejen.
I et interview på energidrikgigantens hjemmeside siger han, at han nu for første gang siden styrtet føler sig helt klar.
- Nu kan jeg endelig sige, at min genoptræning ligger bag mig. Det vil være en svaghed, jeg må arbejde med i resten af min karriere, siger han inden sæsondebuten.
Storformen er måske ikke lige om hjørnet, men Nicki Sørensen vil ikke udelukke, at Froome kan kæmpe med om sejren i Tour de France til sommer.
UAE Tour er årets første World Tour-løb. Løbet starter søndag og slutter seks dage senere. Også profiler som Tadej Pogacar, Vincenzo Nibali og Adam Yates er med.