Jørgen Leth hylder dansk Tour-etape: - Kan blive ustyrligt

En dansk Tour-start er faktisk oplagt, mener Jørgen Leth, som har fulgt cykling i gode og dårlige tider

Jørgen Leth har store forventninger til den danske Tour de France i 2021. Han har faktisk indtalt en af præsentationsvideoerne - se den her

Sommer efter sommer har danske cykelfans fulgt verdens største etapeløb på deres tv-skærme, og netop det har spillet en væsentlig rolle, da Tour-arrangørerne skulle tage beslutningen om en dansk Grand Départ i 2021.

Det mener forfatteren, filmskaberen og den mangeårige cykelkommentator for TV2 Jørgen Leth.

- Tour de France har den indstilling, at de gerne vil betale noget tilbage til deres trofaste publikum. Derfor tror jeg, at de endelig er gået med til, at der skal være en start i Danmark, siger han.

- Det er en form for anerkendelse af trofastheden af de danske seere over for Tour de France.

Danmark er blandt de lande i verden, hvor seertallene til Tour de France igennem en årrække har været størst i forhold til befolkningens størrelse.

Og da løbsdirektør Christian Prudhomme torsdag foran et stort gult lærred i København skulle fortælle om baggrunden for den danske Tour-start, henviste han netop til passionen blandt de danske cykelfans.

Passion har dog ikke gjort det alene for de franske arrangører, mener Leth.

Det har helt klart hjulpet, at man har kunnet fremvise gode seerandele og en vis erfaring med store arrangementer som eksempelvis landevejs-VM i cykling i København i 2011.

- De kan jo forstå tal. Prudhomme og ASO (Tour-arrangøren Amaury Sport Organisation, red.) er først og fremmest en forretning, så derfor betyder tal noget for dem. Det er ikke sentimentalt. Det er kontant, siger han.

- Men energien i det er de danske seeres begejstring. Altså at det faktisk er lykkedes at skabe så stor en interesse i Danmark.

Artiklen fortsætter under billederne

Sådan så det ud ved fredagens præsentation. Foto: Ritzau Scanpix/Mads Claus Rasmussen
Sådan så det ud ved fredagens præsentation. Foto: Ritzau Scanpix/Mads Claus Rasmussen

Sådan ser det ud, når en Tour-etape starter. Foto: Jeff Pachoud/Ritzau Scanpix
Sådan ser det ud, når en Tour-etape starter. Foto: Jeff Pachoud/Ritzau Scanpix

Se også: Spydig Bjarne Riis: - Jeg er ikke den eneste der har en fortid

Mens Touren bringer både mediebevågenhed, turisme og cykling af højeste klasse til Danmark, bringer Danmark også en fin talentmasse og tre meget velvalgte etaper til løbet, mener cykelkommentatoren.

- Forretten i Danmark på de flade terræner, de smukke veje og de smukke landskaber er en aperitif til løbet, siger han.

Den 2. etape på 190 kilometer fra Roskilde til Nyborg over Storebæltsbroen kan blive et højdepunkt, spår han.

- Over broen kan det kun blive meget flot. Det kan blive ustyrligt på grund af vinden. Det er klart, at det er spektakulært. Men jeg tror ikke, at løbet bliver afgjort i Danmark på nogen måde, siger han.

Også 1. etape i København, som er en enkeltstart på 13 kilometer, vil blive en flot fremvisning, med alt hvad byen har "af nationale seværdigheder", mener cykelkommentatoren.

- Det er jo en stor skueplads. Det bliver fantastisk at se prologen i Københavns gader. Midt i det historiske København, siger Jørgen Leth.

Arrangørens håb er, at over 900.000 tilskuere vil overvære de tre etaper på de danske veje.

Den danske forfatter, filmskaber og kommentator kan kun glæde sig til at følge folkefesten efter at have kommenteret cykling i både gode tider og krisetider.

- Det er jo ganske lykkeligt, at det ender på den her måde, siger Jørgen Leth.

Det ved vi om Tour de France Grand Départ i Danmark

- Hele Tour de France feltet kommer til Danmark for at køre de tre første etaper i sommeren 2021.

- Starten i Danmark har fået sloganet "The greatest cycling race in the world meets the best cycling city in the world".

- 900.000 tilskuere forventes at overvære de tre etaper i Danmark.

- Budgettet for den danske Grand Départ er sat til 88 millioner kroner.

- Tour de France transmiteres i 190 lande og har rundt regnet 3,5 milliarder tv-seere under løbet verden over.

- Dagen efter den tredje etape afholdes hviledag, og holdene flyver til Frankrig.

Sådan kommer de tre etaper til at se ud:

Grafikken er fjernet på grund af opdateringer på sitet.

Se også: To danskere hyldes: De fik Touren til Danmark

Se også: 25 år siden Riis-triumf: Doping-spøgelse blander sig i Tour-start

Sport og Spil Testbriefing fra Barcelona: Er Ferrari lige lovlig smart?

46 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere