Danmarks cykelkonge er i gang igen.
Jonas Vingegaard kunne søndag eftermiddag nemlig lade sig hylde, efter han vandt den samlede sejr i etapeløbet O Gran Camiño i regionen Galicien i Spanien.
Sejren blev cementeret på søndagens 18,1 kilometer lange enkeltstart, hvor Vingegaard smadrede sine konkurrenter endnu engang og vandt for tredje dag i træk.
Den 26-årige dansker vandt anden og tredje etape, da han i begge tilfælde stak af fra feltet og kørte alene i mål.
Første etape blev afbrudt på grund af voldsomt snevejr og endte altså uden nogen vinder, og Vingegaard vandt dermed alt der kunne vindes i løbet.
Inden enkeltstarten havde danskeren 53 sekunder ned til Ruben Guerreiro (Movistar) på andenpladsen i den samlede stilling, og den føring blev altså udbygget noget så eftertrykkeligt.
Jonas Vingegaard var få meter fra at indhente Ruben Guerreiro, som var kørt ned ad startrampen to minutter tidligere end danskeren. Portugiseren endte med at dumpe ned på tredjepladsen i den samlede stilling. Jesús Herrada (Cofidis) overtog andenpladsen.
Efter nogle formidable dage under spanske himmelstrøg kan Jonas Vingegaard vist godt betragtes som værende klar til sæsonens første helt store test.
5. marts er han på startlisten i det traditionsrige etapeløb Paris-Nice, hvor han skal dyste med Tadej Pogacar om den samlede sejr.