Kæk kommentar på pressemøde: Så gik det amok

En slagter i den belgiske landsby Schepdaal har været lagt ned af telefonopkald efter et Giro d'Italia-pressemøde

Remco Evenepoel har tidligere vundet blandt andet Belgien Rundt og Polen Rundt. Foto:Claus Bonnerup / Ritzau Scanpix
Remco Evenepoel har tidligere vundet blandt andet Belgien Rundt og Polen Rundt. Foto:Claus Bonnerup / Ritzau Scanpix

Johan de Muynck er belgisk vinder af Giro d'Italia. Johan de Munck er slagter i en lille by i Belgien.

Og det har nu vist sig, at det ikke er helt dårligt at næsten dele navn med en belgisk cykelrytter.

For på et pressemøde forud for det italienske etapeløb Giro d' Italia, der begynder på lørdag, blev den belgiske cykelkomet Remco Evenepoel spurgt, om han kendte de Muynck

Det svarede Giro-favoritten ja til, og så var det, at Evenepoel kom i tanke om slagteren fra hjembyen, Schepdaal, de Munck (altså uden y'et i efternavnet) og nævnte hans navn og kom med en anbefaling til den lokale slagter.

- 'Hvis du vil have godt kød så, så skal du købe det hos ham,' lød det fra den unge Quick-Step rytter på pressemødet.

Den sætning har fået det til at bimle og bamle på telefonen i den lokale slagter.

- Jeg kan ikke forestille mig en bedre reklame. Ikke overraskende joker mange af mine kunder med, hvor meget jeg skulle betale for det. Min telefon ringer konstant.

- Jeg er spændt på, om det får en betydning for travlheden i butikken i de kommende dage, udtaler Johan de Munck til Het Nieuwsblad, som nok sender sin belgiske landsmand venlige tanker i disse tider.

Comeback med dansk opbakning
Remco Evenepoel gør comeback ved dette års Giro d'Italia, efter han brækkede sit bækken i et alvorligt styrt under Lombardiet Rundt sidste år.

Han har ikke kørt nogen løb siden styrtet og har trænet fokuseret mod at gøre comeback ved Giroen.

Løbet bliver også den 21-årige rytters Grand Tour debut. Han skal køre som kaptajn på Deceuninck-Quickstep sammen med Joao Almeida. Her skal han hjælpes af blandt andre danske Mikkel Honoré.