Kæmpe Giro-kaos: Forkorter etape

Fredagens 19. etape på 258 kilometer er forkortet med 108 kilometer efter protester fra feltet

Anders Lund revser situationen i Giroen: Rytterne skal ikke have den slags magt

Protester blandt rytterne i Giro d'Italia har ført til en stærkt forkortet 19. etape i det italienske etapeløb.

Den oprindelige etape på 258 kilometer er ændret til en noget mindre cykeltur på 150 kilometer.

Det skriver netmediet cyclingnews.com, og flere cykelhold bekræfter nyheden på Twitter. Deriblandt Quick-Step og Astana, der har Jakob Fuglsang som kaptajn.

Feltet vil i stedet blive fragtet i busser fra den oprindelige startby Morbegno. Senere vil de bevæge sig det sidste stykke på 150 kilometer frem mod målbyen Asti på cykel.

Cyclingnews.com fortæller, at flere ryttere stillede spørgsmålstegn ved etapens længde fredag morgen og talte med løbsdirektør Mauro Vegni og kommissærer fra Den Internationale Cykelunion (UCI).

Ifølge cykelsitet førte ryttere fra Lotto Soudal og AG2R an i diskussionerne.

Rytterne var utilfredse med, at den forholdsvis lange etape på 258 kilometer var lagt ind ovenpå en hård uge med lange etaper med tidligere starter og sene afslutninger.

19 kommentarer
Vis kommentarer