Cykelrytteren Jakob Egholm kørte alene til mål ved linjeløbet i Qatar og sikrede en dansk guldmedalje.
De danske cykeltalenter viste endnu en gang klassen ved VM i Qatar.
I et varmt og opslidende linjeløb trak den danske juniorrytter Jakob Egholm det længste strå og vandt guld.
Han angreb sammen med landsmanden Julius Johansen med omkring otte kilometer til mål og kørte efterfølgende alene til mål.
Forud for den danske triumf var der kørt 135,5 kilometer i den trykkende varme, og undervejs var der en lang række styrt på Dohas veje.
Men det danske hold lå for det meste i front og dominerede løbet, og mod slutningen var det tydeligt, at de danske ryttere sad med mest friske ben.
Tre danskere sad med i den gruppe på omkring 20 ryttere, der skilte sig ud undervejs i linjeløbet, og kortene blev spillet perfekt af den danske trio. Som den eneste nation ud over Slovenien var Danmark repræsenteret med tre mand, og det gav altså den ultimative triumf til de succesrige juniorer.
Imponerende holdkørsel og en brølstærk Jakob Egholm sikrede Danmark det første verdensmesterskab for juniorer siden 1983, hvor Søren Lilholt var først over stregen.
Egholm skriver sig ind i rækken af vindere i junioklassen, der desuden omfatter den kommende Orica-rytter Roman Kreuziger, Damiano Cunego, Diego Ulissi, og den tre-dobbelte Tour-vinder Greg Lemond.
Tyskeren Niklas Markl fik sølv, mens schweiziske Reto Müller trillede over stregen som nummer tre i den jagtende gruppes spurt.
Egholms medalje er den anden danske ved VM. Tidligere på ugen vandt Mikkel Bjerg sølv på juniorernes enkeltstart.
Guldvinderen har svært ved at forstå, at han var første mand i mål.
- Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle tænke. Selv i min vildeste fantasi havde jeg ikke forestillet mig det. Det er sådan noget, de bedste i verden gør. Det var jeg ikke sikker på, jeg var, men det er jeg åbenbart, siger Jakob Egholm.
- Jeg gik ind til løbet med tanke på at hjælpe min holdkammerat Frederik Rodenberg Madsen, fordi han er sprinter. Vi var overbeviste om, at det ville blive en sprint.