Kæmpe skænderi hos danskerhold: - Det gør man bare ikke

Temperamenterne kogte hos Team Sunweb, da rytterne kom i mål

Ekstra Bladets cykel-ekspert, Michael Rasmussen, evaluerer 2. etape.

BRUXELLES (Ekstra Bladet): Søren Kragh Andersen var rasende, da han kom i mål ved Atomium i Bruxelles efter holdløbet.

Den 24-årige dansker kom straks op at diskutere med holdkaptajn Wilco Kelderman, hvorefter han tog sin cykel og kørte væk. Alle anmodninger om interview blev afslået.

Han kom dog tilbage til den interimistiske lejr, hvor han sammen med holdkammeraterne gik i gang med at rulle af. Og så gik diskussionen ellers.

Kragh, Lennard Kämna og Nicholas Roche var tilsyneladende enige om, at der var begået flere fejl under holdløbet.

- Man kan ikke bare tage sådan en ’selvmords-føring’, som han gjorde. Det gør man bare ikke, sagde Kämna til de andre.

Og så tog Roche affære. På cyklen konfronterede han Nikias Arndt, der åbenbart i lighed med Wilco Kelderman var synderen.

- Du kan ikke bare tage sådan en ’selvmords-føring’ – du splitter jo holdet ad, sagde Roche, mens Arndt tydeligt var uenig og opsat på at diskutere det.

Søren Kragh Andersen (th.) og resten af Team Sunweb var ikke helt enig om taktikken på søndagens holdløb. Foto: Christian Hartmann/Reuters/Ritzau Scanpix
Søren Kragh Andersen (th.) og resten af Team Sunweb var ikke helt enig om taktikken på søndagens holdløb. Foto: Christian Hartmann/Reuters/Ritzau Scanpix
 

En ansat kom ilende til og mindede de to om, at der var snurrende kameraer til stede, og gemytterne faldt lidt til ro.

Efter at have rullet af og fået pulsen ned var Søren Kragh Andersen alligevel klar til at snakke.

- Vi laver en kæmpe amatørfejl på de sidste tre-fire kilometer. Der har vi to mand, der laver et ’suicide-pull’. Planen var inden start, at vi skulle gøre det ned ad bakke, men det blev op ad bakke, og så kørte de lidt for stærkt. Så os, der skulle køre helt til stregen, blev stort set slået ihjel.

- Det er de fejl, der sker i praksis. Dem må vi gøre bedre næste gang, siger Søren Kragh Andersen.

Han er egentlig ikke ked af, at temperamenterne slog gnister – for den slags sker for professionelle sportsfolk.

- Det er svært, når adrenalinen kører. Vi er alle vindertyper, og den gik lidt højt. Men det er også godt at være skuffet, siger han.

Team Sunweb endte med at blive nummer fire på holdløbet, 26 sekunder efter Jumbo-Visma.

Se også: Gul triumf: Smadrer konkurrenterne

Se også: Fuglsang ku' mere end forventet

Se også: Fighter-Fuglen: Imponerende kørt hjem

Fuglsang kom galt afsted på den 1. etape i dette års Tour. Foto: Ritzau Scanpix. Cykling - 7. jul. 2019 - kl. 13:51 Fuglsang tilbage på cyklen: Her er lægens dom

Se også: Tour de France 2019: Stilling

10 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere