Endelig sker det.
I aften kan vi langt om længe se Jonas Vingegaard på toppen af Tour de France-podiet... Eller kan vi?
For kan den danske Jumbo-Visma-kaptajn stadig tabe den gule trøje? I teorien ja, men det skal gå grueligt galt, forklarer Ekstra Bladets cykeleskpert, Michael Rasmussen.
- Han skal styrte så slemt, at han ikke kan køre i mål. Han skal brække noget meget alvorligt. Et brækket håndled eller en finger er ikke nok. Det skal være en lårbensknogle, et kraveben eller en hofte, som betyder, han ikke kan træde i pedalerne. Udover det er der intet, der kan stoppe ham.
Artiklen fortsætter under billedet ...
- Vil feltet vente på ham, hvis han styrter, men stadig godt kan fortsætte?
- Ja, det vil de. Medmindre det sker, og alt bare går rigtig, rigtig stærkt. Men i så fald vil han have holdkammerater, der venter på ham, og så vil de stadig få lukket hullet.
- Hvis Vingegaard ryger i jorden, og der ikke er langt til målstregen, kan Tadej Pogacar så finde på at køre fra ham?
- Nej, så ville han vente. Løbet er afgjort.
- Men er det utænkeligt, at Pogacar vil prøve at angribe Vingegaard og skabe det hul, der kan give ham den gule trøje, også selvom det virker som en svær opgave?
- Ja, det er helt utænkeligt, forsikrer Michael Rasmussen.
Artiklen fortsætter under billederne ...
Sprinternes fest
Langt hen ad vejen er dagens etape nemlig en fejring af, at Touren er overstået. Etapen bliver ofte omtalt som 'paradekørsel' af feltet, men selvom løbet er afgjort, så er der stadig en gruppe ryttere, der har alt at cykle for på dagens etape.
- Selvom etapen er en fejring, skal man ikke glemme, at når feltet først kommer ind på Champs-Élysées og skal køre de ti omgange, så bliver der kørt stærkt. Det foregår med over 50 kilometer i timen – vel og mærke på brosten.
- Alle sprinterholdende drømmer om at vinde på Champs-Élysées. Det er den mest prestigefyldte spurtsejr på hele året.
Og vi kan også godt forvente at se dagens etape afgjort i en massespurt med alle sprinterne i front. Det står dog ikke mejslet i granit, at den skal slutte med en massespurt.
Artiklen fortsætter under faktaboksen ...
Det er langt fra usædvanligt, at flere ryttere forsøger at gå i udbrud på den lange boulevard Champs-Élysées. Det er dog usædvanligt, at udbruddet holdet hjem.
Sidst det skete var i 2005, hvor Alexandr Vinokurov kørte over målstregen helt alene.
Det har ikke altid været sådan, at der køres 'paradekørsel' den sidste etape af verdens største cykelløb, fortæller Michael Rasmussen.
- En enkelt gang har man afholdt enkeltstart på Champs-Élysées. Det var i 1989, hvor franske Laurent Fignon kørte i den gule trøje.
- Han havde et forspring på 50 sekunder til Greg Lemond, men Lemond slog ham med 58 sekunder, og han tog derfor den gule trøje på Champs-Élysées og ødelagde festen for alle franskmændene.
- Det tror jeg, de har fortrudt lige siden, så det kommer nok ikke til at ske igen, siger Rasmussen, der selv har kørt Tour de France fire gange fra 2004-2007.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Langt mindre dramatisk kan vi dog godt forvente, det bliver denne søndag. Derfor er det heller ikke udelukkende cykling, der fylder i rytternes hoveder, når de kører på ruten.
Om aftenen venter der nemlig fest og middag på diverse hold sammen med familie og sponsorere. Uanset om man har triumferet på det 24 dage lange etapeløb eller ej, skal det fejres, at man har gennemført.
Og der kan godt blive festet igennem.
- Det er langt fra usædvanligt, at der bliver festet til over midnat, fortæller Michael Rasmussen med et lille grin.
Følg sidste etape samt præmieoverrækkelsen live på Ekstra Bladet.
Her kan du læse om, hvordan Michael Rasmussen livsværk krakelerede for 15 år siden, da danskerens blev flået ud af Tour de France i den gule trøje.
--------- SPLIT ELEMENT ---------