Kasper Asgreen melder sig klar til gaderæs i Struer

Efter Tour de France skal Kasper Asgreen køre gadeløb i Struer med Jakob Fuglsang og Søren Kragh Andersen

Kasper Asgreen vandt Flandern Rundt i påsken. (Arkivfoto) Foto: Olivier Matthys/Ritzau Scanpix
Kasper Asgreen vandt Flandern Rundt i påsken. (Arkivfoto) Foto: Olivier Matthys/Ritzau Scanpix

Den i øjeblikket succesfulde cykelrytter Kasper Asgreen er på startlisten, når det årlige gadeløb Le Tour Revanchen løber af stablen i Struer til august.

Det oplyser arrangøren i en pressemeddelelse.

Han føjer sig dermed til en startliste, der i forvejen rummer danske stjerner som Jakob Fuglsang og Søren Kragh Andersen.

- Det var en rigtig god oplevelse at deltage i Le Tour Revanchen tilbage i 2019, og jeg glæder mig derfor over, at det igen er blevet en realitet her i 2021.

- Jeg kan ikke vente med at give alle de danske cykelfans en fantastisk oplevelse og selvfølgelig også til at forsvare min titel, siger Asgreen med henvisning til, at han vandt løbet i 2019.

I søndags vandt han klassikeren Flandern Rundt, da han efter et hæsblæsende løb slog hollandske Mathieu van der Poel i en spurt.

Gaderæset i Struer bliver afviklet i forlængelse af Tour de France.

Feltet kommer til at bestå af op mod 50 ryttere fra ind- og udland, og arrangøren håber på tilstedeværelse af flere Tour de France-ryttere.