Klar til sidste drama

Josef Cerny sikrede CCC-holdet en sjælden sejr, da han var stærkeste mand på den forkortede etape til Asti

Josef Černý giver CCC første World Tour-sejr i 2020. Video: Discovery Networks Danmark

Jakob Fuglsang fastholdt status quo på fredagens 19. etape i Giro d'Italia, der fik en dramatisk indledning, da etapen blev forkortet.

Danskeren kom i mål næsten 12 minutter efter tjekken Josef Cerny (CCC), der formentlig vil huske fredagen for at have vundet en af sine største sejre i karrieren.

Dermed beholder Fuglsang sjettepladsen, inden lørdagen store bjergetape, hvor han vil jagte yderligere avancement før søndagens afsluttende enkeltstart.

Fredag var Josef Cerny, som er tjekkisk mester i enkeltstart, stærkeste mand i et større udbrud og kørte en flot solotriumf i land, men det er starten på etapen, som de fleste cykelfans nok vil huske tydeligt.

Den startede nemlig ikke i Morbegno som planlagt. Og det var ikke på grund af uvejr, coronaproblemer eller jordskred.

En bred skare af ryttere mente blot ikke, at man burde køre en hele 258 kilometer flad etape efter nogle hårde dage i bjergene sidst i det tre uger lange løb.

Josef Cerny sikrede fredag det snart hedengangne CCC-hold en sjælden succesoplevelse, da han sejrede på fredagens etape i Giro d'Italia. Foto: Luca Bettini/Ritzau Scanpix
Josef Cerny sikrede fredag det snart hedengangne CCC-hold en sjælden succesoplevelse, da han sejrede på fredagens etape i Giro d'Italia. Foto: Luca Bettini/Ritzau Scanpix
 

Det lykkedes at overbevise løbsdirektør Mauro Vegni og kommissærer fra Den Internationale Cykelunion (UCI) om, at det var for hård en menu.

I holdbusser blev rytterne fragtet mere end 100 kilometer af etapen og skulle således kun duellere over 150 kilometer.

Den voldsomt forkortede etape betød masser af angrebsiver fra start og højt tempo. Et større udbrud med store motorer som Victor Campenaerts, Alex Dowsett og Josef Cerny kom afsted.

Bora med hurtige Peter Sagan var ikke kommet med og trak voldsomt i front af feltet for at holde snor i de 14 mand forrest

Længe holdt de afstanden nede på omkring et minut, men da ingen af de øvrige hold ville deltage i arbejdet, måtte de stoppe, og udbruddet fik lov til at køre væk.

Sport og Spil Eksperten fører hele spillet: Her er hans plan!

Lynhurtigt var udbruddet uden klassementryttere iblandt adskillige minutter væk.

I fronten var det især tempospecialisterne Campenaerts og Cerny, der viste gode ben og endte med at få splittet frontgruppen.

Men hvor Campenaerts endte med at få selskab af fire andre, kørte tjekken Cerny solo foran dem på den hurtigt kørte etape.

Med kun 30 sekunders forspring måtte han knokle hele vejen, men med omkring 50 kilometer i timen i snit for de 150 kilometer nåede forfølgerne aldrig op til Cerny.

Campenaerts stak af i gruppen lige bagved på den sidste kilometer og kørte sig til andenpladsen.

I det samlede klassement skete der ingen forskydelser. Førende Wilco Kelderman, Jakob Fuglsang og de øvrige klassementfolk trillede med feltet i mål næsten 12 minutter efter sejrherren Cerny.

Lørdag skal løbets sidste bjergetape udkæmpes, inden det gælder den afsluttende enkeltstart til Milano på søndag, hvor den samlede vinder skal findes.

Mikkel Honoré (Deceuninck - Quick-Step) har sandet, at den lyserøde førertrøje giver ekstra energi. Selv når den sidder på en holdkammerat. Foto: Luca Bettini/Ritzau Scanpix Cykling Dybt imponeret: - Kæmpestor overraskelse

3 kommentarer
Vis kommentarer