Klassiker-stjerne roser dansk stortalent

Giant-kaptajn John Degenkolb ser et stort lys i sin nye holdkammerat Søren Kragh Andersen, som han håber at kunne integrere i sin trup til forårsklassikerne

Se interviewet med Søren Kragh Andersen her. (Video: Ernst Van Norde)

BERLIN (Ekstra Bladet): Endnu har de kun trænet sammen i en uges tid, men danske Søren Kragh Andersen har allerede imponeret sin holdkaptajn på Giant-Alpecin, den tyske klassiker-stjerne John Degenkolb.

Tyskeren var kun naturligt dagens mest ombejlede herre, da 2016-udgaven af det tyske hold torsdag blev præsenteret i Berlin. Det skete på den italienske ambassade i Tiergartenstrasse i centrum af den tyske hovedstad.

- Han ser virkelig stærk ud. Jeg kender ham kun fra vores træningslejr, men han imponerede mig. Det må jeg sige. Forhåbentlig vil han forstærke vores klassikerhold, sagde John Degenkolb til Ekstra Bladet.

Søren Kragh-Andersen skal i den kommende sæson køre for det tyske storhold Giant-Alpecin, hvor han skal gøre superstjernen John Degenkolb selskab. (Foto: Ernst van Norde) Cykling - 7. jan. 2016 - kl. 10:52 Ung dansker præsenteret på storhold

- Jeg glæder mig til at køre med ham og gøre et forsøg på at integrere ham. Jeg skal øse ud af min erfaring og hjælpe ham med gode råd. Jeg skal gøre ham til en bedre rytter.

- Han er et meget stort talent, og jeg ser en god chance for, at han kan blive en gevinst for os i klassikerne, sagde Degenkolb, som torsdag fejrede sin 27 års fødselsdag samtidig med, at han af det tyske cykelforbund blev udnævnt til Årets Cykelrytter i Tyskland foran André Greipel og Tony Martin.

Det skete i kraft af en formidabel sæson i 2015, hvor han som den første siden legenden Sean Kelly i 1986 vandt monumenterne Milano-Sanremo og Paris-Roubaix i samme år.

Degenkolb og Søren Kragh Andersen kommer til at køre en række løb sammen, og i semiklassikerne Gent-Wevelgem og E3 Harelbeke skal Andersen for alvor stå sin prøve som hjælperytter. Går det godt, ligger vejen åben for deltagelse i monumenterne Flandern Rundt og Paris-Roubaix. Lige nu står Andersen opført som reserve til disse legendariske løb.

Jakob Fuglsang glider mod toppen af Tourmalet i Pyrenæerne på 11. etape af Tour de France 2015. Han tager turen op ad bjerget igen i 2016. (Foto: Tariq Mikkel Khan). Cykling - 22. okt. 2015 - kl. 06:15 Dansk Tour-slaraffenland: Så mange kan stille til start

- Jeg begynder i Tour of Qatar og Tour of Oman, hvor jeg først skal køre sammen med Tom Dumoulin (hollandsk toprytter på holdet, red.) og siden John Degenkolb, og så kører jeg Kuurne-Bruxelles-Kuurne som mit første løb for holdet i Europa, sagde Søren Kragh Andersen.

- Det er nogle fede løb for mig at starte med, og jeg glæder mig. Jeg skal hjælpe Degenkolb, men jeg skal også være vågen og se, hvordan der bliver kørt i disse cykelløb. Jeg skal lære en helt masse af Degenkolb.

- Jeg har et godt indtryk af ham. Han virker sympatisk og synes at være meget åben over for også at hjælpe mig, sagde Søren Kragh Andersen, som er meget glad for holdkaptajnens rosende ord.

Se også: Stortalent før pro-debut: Man er nødt til at være lidt sindssyg

- Det er vildt, at han har fyret så store ord af om mig. Det er jeg rigtigt glad for. Alle skulderklap skal man være glad for, sagde Søren Kragh Andersen torsdag.

- Jeg vil gøre alt for at blive en del af hans klassikertrup. Det ville være en drøm, der gik i opfyldelse, at køre for at vinde de her store løb. De er så store, at det nærmest er ubeskriveligt, så det er fedt at høre, at Degenkolb har sagt sådan om mig, sagde Søren Kragh Andersen.

Direkte fra pressemødet tog Giant-holdet til Calpe i Spanien, hvor holdet har fast træningsbase. På vej ud af ambassade stødte Ekstra Bladet på teammanager Iwan Spekenbrink, som var svært tilfreds med, at danske medier havde fundet vej til Berlin.

- Vi kommer til at se mere til hinanden. Det er jeg ret sikker på, for vi fået en kommende dansk stjernerytter på holdet i år, sagde Spekenbrink.

Søren Kragh Andersen fortæller om sine forventninger til den kommende sæson. (Video: Ernst Van Norde)

1 kommentar
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere