En toprytter som Jakob Fuglsang, som tjener flere millioner kroner årligt, kommer som en selvfølge gratis med til store mesterskaber, men landets unge talenter bliver i kraft af den historisk ringe økonomi i Danmarks Cykle Union i år afkrævet tusindvis af kroner i egenbetaling, hvis de vil repræsentere Danmark ved VM.
Det gælder også forsvarende U23-verdensmester i enkeltstart, Mads Würtz Schmidt. Hvor meget, han er blevet bedt om at betale, vil han ikke ud med, men ifølge Ekstra Bladets oplysninger er en anden af landets bedste ungdomsryttere, Mads Pedersen, blevet afkrævet 3.000 kroner for en rød-hvid landsholdstrikot som betingelse for at blive udtaget.
Oprindeligt lød kravet til alle juniorer og U23-ryttere på 10.000 kroner, men donationer fra sponsorer og private har sænket egenbetalingen for nogle af rytterne, erfarer Ekstra Bladet.
DCU-direktør Per Henrik Brask bekræfter, at unionen i kraft af sin hårdt pressede økonomi har set sig nødsaget til bede de unge talenter betale for at repræsentere Danmark.
- Det er en trist situation, som vi gerne havde været foruden. Det her er dog den eneste løsning. Alternativet er helt at undlade at tage U23-ryttere og juniorer med, siger Per Henrik Brask.
- Det er brandærgerligt, men det er bare nødvendigt i den økonomiske genopretningsfase, vi går igennem i DCU, siger Brask og bekræfter, at eliterytterne ikke skal betale.
- Det er et paradoks, at de ryttere, der nok har bedst råd, ikke skal betale, men det er altså den prioritering, vi har foretaget, siger Per Henrik Brask.
Ved DCU-kongressen i januar slog Brask i forbindelse med debat om VM i Qatar fast, at ’økonomi for ryttere og trænere afholdes helt ekstraordinært af værtsnationen’. Det viser sig at være en forenkling, siger Per Henrik Brask nu.
- Værtsnationen betaler en del af hoteludgifterne, men for eksempel billeje og flybilletter står vi selv for. Vi mangler 300.000 kroner for at kunne sende alle af sted, siger Per Henrik Brask.
Mads Würtz Schmidt og Mads Pedersen ærgrer sig over, at det er kommet så vidt, at de selv skal betale for at repræsentere Danmark, men de har valgt at acceptere kravet. Mads Würtz Schmidt oplyser, at han har sponsorer og andre støtter, der står klar til at betale.
- Jeg tror, at kun få af os skal have penge op ad lommen selv. Der er mange omkring os, der gerne vil hjælpe, siger Mads Würtz Schmidt.
- Det er ærgerligt, at rytterne skal betale for at køre VM, men sådan er betingelserne nu engang. Jeg vil gerne køre VM, og så må jeg betale, siger den forsvarende verdensmester, som næste år kører for World Tour-holdet Katusha.
Mads Pedersen, som næste år kører for World Tour-holdet Trek-Segafredo, finder det principielt urimeligt, at ryttere skal betale for at repræsentere deres land. Men som Würtz Schmidt har han forståelse for den helt særlige situation, DCU står i.
- Man må bare bide i det sure æble og betale. Der er ikke andet at gøre, hvis man vil med til VM, siger Mads Pedersen.
- DCU har støttet mig længe og har været utroligt loyal over for mig, så når det går den anden vej, vil jeg gerne yde mit.
- Der er ingen, der synes, at det her er fedt - heller ikke DCU. Det gør ondt på alle parter. Jeg vil dog gerne have en god afslutning på min U23-karriere, og er det nødvendigt selv at betale en andel for at køre VM, så må det være sådan, siger Mads Pedersen.
Ekstra Bladet har været i kontakt med flere andre U23-ryttere, men ingen af dem har ønsket at kommentere sagen.
***
Rasmussen: Det rene vanvid
Danmarks Cykle Unions kontante krav til landets største talenter er et skråplan, som risikerer at bringe cykelsporten til et punkt, hvor økonomi kommer før talent.
Det mener Ekstra Bladets ekspertkommentator, Michael Rasmussen. Han finder det ejendommeligt, at netop de glade amatører skal betale en pris for DCU's økonomiske rod.
- Det er jo de unge talenter, der plejer at vinde medaljer til Danmark. Skal de nu også til at betale for det? Holdt man lidt orden i butikken, kunne det ikke være så svært at finde de penge, der mangler, siger Michael Rasmussen.
- Det er dybt kritisabelt, at DCU ikke har været i stand til det.
I U23-klassen skal fem ryttere med til VM, og når det er en betingelse for udtagelse, at rytterne lægger penge på bordet, opstår med det samme den risiko, at det bliver pengene, der afgør sagen, mener Rasmussen.
- Hvad nu, hvis en af de fem bedste tøver med betaling, mens nummer seks-syv-otte står klar med kolde kontanter? Så er der reel fare for, at ryttere kan købe sig til en landsholdsplads, siger han.
- Der skal nok være nogle forældre derude, der hellere end gerne lægger kassen for at se poderne køre VM. Vi er nået til et punkt, hvor DCU's dårlige økonomi direkte påvirker det rent sportslige, og det er bekymrende, siger Michael Rasmussen.
DCU-direktør Per Henrik Brask medgiver, at egenbetaling er en glidebane, men han fastholder, at det bliver rent sportslige kriterier, der afgør, hvem der skal repræsentere Danmark ved VM i Doha i Qatar.
- Man kan ikke købe sig til en plads på landsholdet. Det er beklageligt, at vi er nødt til at bede de unge betale en andel, men der er desværre ingen vej uden om, siger Per Henrik Brask.
Både i år og sidste år sendte DCU en delegation til VM-byerne for at studere VM-ruten og forberede landsholdets ankomst. I lyset af den katastrofale økonomiske situation burde unionen have opgivet rejserne og brugt pengene på at sende cykelryttere af sted, mener Rasmussen.
Per Henrik Brask understreger, at der ikke er tale om ferieture, og at udbyttet af rejserne i høj grad kommer atleterne til gode.
- Men med den økonomi, jeg har overtaget, og som jeg skal rette op på, bliver prioriteringen en anden fremover, siger Per Henrik Brask, som tiltrådte posten som DCU-direktør i oktober sidste år.
Dansk toprytter ved en skillevej: Parat til at indstille karrieren
Melder fyret dansk cykeldirektør til politiet
Tre U23-danskere skal jagte metal ved VM i enkeltstart
Underskriver i mors køkken: Dansk verdensmester til storhold